15. jun. 2026

Færre samtaler for sygemeldte fra 1. juli

En ny del af beskæftigelsesreformen træder i kraft 1. juli 2026. For mange lønmodtagere betyder det færre møder med kommunen og mindre bureaukrati under sygdom.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Færre samtaler for sygemeldte fra 1. juli
Nye sygedagpengeregler betyder blandt andet færre møder hos kommunen for sygemeldte. Foto: Shutterstock

Når de nye sygedagpengeregler træder i kraft, bliver opfølgningen for sygemeldte med et arbejde at vende tilbage til væsentligt enklere. Ændringerne er en del af beskæftigelsesreformen fra 2025, som skal give kommunerne større frihed og reducere unødvendige krav til borgerne.

70.000 slipper for kommunale samtaler

Fremover skal sygemeldte lønmodtagere som udgangspunkt ikke længere indgå i den almindelige beskæftigelsesindsats. Kommunerne får større frihed til at vurdere, hvornår der er behov for opfølgning, og hvornår den sygemeldte bedst hjælpes ved at få ro til at komme sig.

Ifølge reformaftalen betyder ændringen, at omkring 70.000 sygemeldte slipper for de kommunale samtaler, som hidtil har været en fast del af sygedagpengesystemet.

Mere fleksibel opfølgning

De nye regler giver også kommunerne større mulighed for at tilrettelægge indsatsen efter den enkelte borgers situation.

Samtidig bliver digitale løsninger i Mit Sygefravær videreudviklet, så det bliver lettere at håndtere oplysninger om sygemelding og tilbagevenden til arbejde.

Retten til sygedagpenge ændres ikke. Det er først og fremmest måden, kommunerne følger op på sygeforløb, der bliver ændret.

De vigtigste elementer i beskæftigelsesreformen

Beskæftigelsesreformen blev indgået i april 2025 og beskrives som den største reform af beskæftigelsessystemet i mange år.

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Beskæftigelsesreformen gennemføres i flere etaper:

Fra 1. juli 2026

  • Omkring 70.000 sygemeldte med et arbejde at vende tilbage til slipper for de faste kommunale opfølgningssamtaler.

  • Kommunerne får større frihed til at tilrettelægge opfølgningen på sygemeldte.

  • Opfølgningen på sygedagpenge bliver mere fleksibel og individuelt tilpasset.

Fra 1. januar 2027

  • Jobafklaringsforløb afskaffes.

  • Antallet af målgrupper i beskæftigelsessystemet reduceres fra 13 til 5.

  • Kommunerne får færre proceskrav og større frihed til at tilrettelægge indsatsen.

  • Omkring 500.000 samtaler i kommuner og a-kasser fjernes.

  • Der indføres et nyt og mere lempeligt sanktionssystem for borgere længere fra arbejdsmarkedet.

  • Beskæftigelsesindsatsen samles i en ny hovedlov med enklere regler.

  • Der indføres en ny ordning for borgere, der efter sygedagpenge tidligere ville være overgået til jobafklaringsforløb.

Relaterede nyheder