Du behøver ikke bruge lang tid eller tage i fitnesscentret for at få mere bevægelse ind i arbejdsdagen. Småøvelser med en træningselastik eller din egen kropsvægt kan klares på få minutter og er nemme at lave sammen med dine kolleger.
Forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at fysisk træning på arbejdspladsen kan mindske smerter og sygefravær. Ifølge NFA kan 13 procent af langtidssygefraværet i Danmark potentielt forebygges, hvis alle lønmodtagere laver småøvelser i arbejdstiden.
Hvad er småøvelser?
Småøvelser er korte træningspas, hvor du styrker kroppens muskler. Det kan for eksempel være 10 minutters træning med elastik eller øvelser, hvor du bruger din egen kropsvægt.
Fordelen er, at øvelserne er nemme at få ind i arbejdsdagen. Du behøver hverken fitnessfaciliteter, træningstøj, omklædning eller et bad bagefter.
Småøvelser kan passe til dit arbejde
Sidder du meget ned i løbet af arbejdsdagen, kan småøvelser give dig bevægelse og styrke musklerne.
Har du et fysisk krævende arbejde, kan målrettede øvelser også være relevante som supplement til et godt fysisk arbejdsmiljø.
Det vigtigste er, at øvelserne passer til dig og de belastninger, du møder i dit arbejde.
Få dine kolleger med
Det kan være lettere at få træningen gjort, hvis du gør den sammen med dine kolleger. I kan for eksempel aftale et fast tidspunkt, hvor I bruger 10 minutter på småøvelser.
Se videoerne med småøvelser med og uden træningselastik, og find de øvelser, der passer bedst til jer og jeres arbejdsdag
