Urafstemning

Her kan du læse om urafstemning i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Hvordan foregår afstemningen?

Du vil få en mail, hvis vi har din mailadresse. Her finder du din personlige valgkode og information om, hvordan du stemmer, og hvornår du senest skal have afgivet din stemme. Hvis vi ikke har din mailadresse, sender vi et brev til dig.

Digital afstemning
Afstemningen foregår udelukkende digitalt, du kan derfor ikke sende os din stemme hverken pr. brev eller på mail. Du kan stemme digitalt så mange gange, du har lyst. Det er altid din sidste stemme, der gælder.

Når fristen er nået, er afstemningen slut, og herefter bliver stemmerne talt op. 

Husk at give os dine kontaktoplysninger
Det er en god idé at sørge for, at vi altid har dine opdaterede oplysninger om især mailadresse, telefonnummer, og hvor du arbejder, så vi kan sende vigtig information til dig lettest muligt – for eksempel om overenskomstforhandlingerne og afstemningen. 

Du kan selv tjekke, om vi har de rigtige oplysninger på Min Side – husk, at du skal logge på med MitID. 

Du kan også skrive en mail til os på medlem@forbundet.dk eller ringe til os på 70 150 400, hvis du har rettelser til de informationer, vi har.

Hvad er en urafstemning?

En urafstemning er en afstemning, hvor alle i en gruppe stemmer ved direkte valg og ikke igennem en repræsentant.

Det betyder i forhold til overenskomstafstemninger, at det er dig som medlem, der skal stemme. Det er ikke din tillidsrepræsentant eller din fagforening, der tager stilling til, om resultatet er godt nok.

Din fagforening vil som regel komme med en anbefaling af, om medlemmerne skal stemme ja eller nej, men i sidste ende er det din helt egen personlige afgørelse.

 

Hvem skal stemme til urafstemningen?

Forudsætningen for at have stemmeret er, at du er medlem af en af fagforeningerne under Serviceforbundet. Derudover skal du være beskæftiget i det eller de brancheområder, som vi har besluttet, er omfattet af aftalen.

Arbejdsløse medlemmer skal stemme inden for det brancheområde, de senest var beskæftigede i. 

Efterlønsmodtagere, der har været i arbejde inden for den sidste måned inden urafstemningen, har ret til at stemme.

 

Hvem kan ikke stemme til urafstemningen?

Hvis du ikke er medlem af en af fagforeningerne under Serviceforbundet, kan du ikke stemme.

Pensionister og efterlønsmodtagere, der ikke har arbejdet i den sidste måned, har ikke stemmeret i forbindelse med urafstemninger.

 

Hvad betyder mæglingsforslag?

Forligsmanden har mulighed for at fremsætte et mæglingsforslag. Der udarbejdes stort set altid mæglingsforslag sammen med FH og DA på det private område, som så sendes til urafstemning blandt de stemmeberettigede medlemmer.

I praksis foregår det på den måde, at forligsmanden sammen med FH og DA udarbejder et samlet mæglingsforslag, når langt den overvejende del af overenskomstområderne er nået til forlig enten ved egen kraft eller med forligsmandens bistand.

Fremsættelse af mæglingsforslag forudsætter, at ingen af hovedorganisationerne direkte modsætter sig dette.

Vi sender løbende orientering til FH om, hvor mange af vores fagforeningers overenskomster der er afsluttet. 

Den samlede mæglingspakke består af flere dele:

  • de forlig, parterne har indgået enten selv eller i forligsinstitutionen
  • vilkår for de områder, hvor der endnu ikke er opnået forlig
  • tværgående bestemmelser som et resultat af de afsluttende drøftelser mellem FH og DA, som gælder alle.

Alle overenskomster på DA/FH-området omfattes således af mæglingsforslaget. Herefter sendes mæglingsforslaget til urafstemning blandt medlemmerne. 

Hvad betyder sammenkædningsregler?

Forligsmanden kan beslutte at sammenkæde mæglingsforslagene, så der stemmes om forslagene som helhed. Sammenkædningen kan ske på tværs af fag. Der kan kun sammenkædes, hvis forhandlingsmulighederne er udtømte. Det er også en betingelse, at ingen af hovedorganisationerne har modsat sig det.

I praksis er afstemningen sammenkædet. Det vil sige, at alle stemmer lægges sammen, og at det er det samlede ja- eller nej-flertal, der er afgørende.

At afstemningen sammenkædes har eksempelvis den betydning, at en organisation kan få fornyet sin overenskomst, selvom et klart flertal af dens medlemmer har stemt nej, fordi der samlet set er flertal for mæglingsforslaget.

På det offentlige område er der ikke praksis for sammenkædning af mæglingsforslag. Derfor er der risiko for konflikter blandt enkelte faggrupper fx sygeplejerskerne i 2008 og lærerne i 2013.

En forkastelse af mæglingsforslaget kræver enten, at 40% af de stemmeberettigede har stemt, og et almindeligt flertal heraf stemmer nej. Hvis stemmedeltagelsen ligger under de 40%, kræves det, at mindst 25% af alle stemmeberettigede har forkastet mæglingsforslaget.

Hvis mæglingsforslaget stemmes ned, kan en konflikt tidligst begynde på 5. dagen efter, at svaret på mæglingsforslaget er givet til forligsmanden.

Hvornår får vi afstemningsresultatet at vide?

Din fagforening får besked om resultatet af afstemningen kort efter, at den er afsluttet. 

Herefter skal afstemningsresultatet sendes til FH og DA. 

Din fagforening må altså ikke give jer medlemmer besked om resultatet direkte, når afstemningen er færdig, men skal vente på, at forligsmanden offentliggør det.

Så snart forligsmanden har offentliggjort resultatet, vil du også kunne se det her på vores hjemmeside.

Hvad betyder det for mig, hvis der bliver konflikt?

Hvis forhandlerne ikke kan blive enige, vil de ofte bede forligsmanden om hjælp. Du kan læse mere om forligsmanden og Forligsinstitutionen her 

Der kan også ske det, at en af forhandlerne eller begge varsler konflikt, fx strejke eller lockout. 

Hvis en konflikt er samfundsmæssigt meget kritisk, kan det også ende med, at politikerne griber ind for at standse en truende eller igangværende konflikt.

Se hvad en eventuel konflikt vil betyde for dig