Råd og svar:
Årsopgørelsen
Hvordan tjekker jeg årsopgørelsen?
Her kan du se eksperternes svar på de mest almindelige spørgsmål om årsopgørelsen
Hvad er en årsopgørelse?
Årsopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat. Din årsopgørelse er normalt klar i TastSelv fra midten af marts året efter.
Hvor finder jeg min årsopgørelse?
Du får besked i din e-Boks om, at din årsopgørelse er åben for Tast Selv. Men ellers kan du gå ind på skat.dk og finde den. Du logger ind med NemID eller det nye MitID.
Husk i øvrigt, at årsopgørelsen ser tilbage. Årsopgørelsen får du i marts, og det er den opgørelse, der viser, hvor meget du har betalt i skat året før, og hvor meget du skulle have betalt. Og så får du enten penge tilbage eller skal betale.
Hvornår kan jeg ændre i årsopgørelsen?
Fristen for at rette årsopgørelsen er 1. maj året efter. Hvis du oplyser inden fristen, og du skal have penge tilbage, vil du få dem udbetalt hurtigere. I de fleste tilfælde sætter SKAT automatisk pengene ind på din konto fra midten af april.
Du logger ind med MitID, når du skal se og rette din årsopgørelse.
SKAT får de fleste informationer om dig automatisk fra din bank, arbejdsgiver og SU m.v. Dit kontingent til a-kasse og fagforeningen bliver også automatisk indberettet. Hvis det hele ser rigtigt ud, behøver du ikke at gøre noget.
Hvad skal jeg selv oplyse til SKAT?
SKAT har de fleste oplysninger, men dette skal du selv oplyse:
- Servicefradrag
- Kørselsfradrag
- Børnebidrag
- Ægtefællebidrag
- Arbejdstøj
- Gevinst og tab på aktier
- Udlejning af værelse, bolig og bil
- Kost og logi og dobbelt husførelse
Hvad er forskellen på forskudsopgørelse og årsopgørelse?
Der er 2 forskellige opgørelser fra SKAT: en forskudsopgørelse og en årsopgørelse
Forskudsopgørelsen ser fremad mod det kommende år. Den er SKAT’s beregning af din indkomst i det år, der starter efter årsskiftet. Du kan som regel se og rette din forskudsopgørelse i november.
Årsopgørelsen ser tilbage på det foregående år. Den er SKAT’s beregning af den indkomst, du havde i det år, der er gået. Du kan som regel se og rette din årsopgørelse i marts.