08. dec. 2020

Et år som intet andet

2020 har været et travlt år i Serviceforbundet. Forbundsformand John Nielsen ser tilbage og giver et bud på, hvad fremtiden bringer.

Billede til nyheden Et år som intet andet

2020 har mere end noget andet stået i Coronaens tegn. Mange medlemmer har mærket konsekvenserne af Corona: nogle har mistet deres job, andre har været hjemsendt, er sendt på arbejdsfordeling, eller de selv eller deres nærmeste har været syge.

Der har været meget at bekymre sig om, og vi har mærket, at der har været ekstra meget brug for fagforeningen.

Det har vi både mærket i vores faglige afdeling og hos vores socialrådgivere, hvor der igen i år har været brug for hjælp og vejledning. I perioder har vi måtte rådgive medlemmer over video, når Corona har sat en stopper for personlige møder.

Jeg har været glad for at se, at vi har stået sammen i Danmark, og at Den Danske Model har virket. Som medlem af hovedbestyrelsen i FH har jeg haft tæt føling med de mange tre-parts-aftaler, der er blevet indgået, så færrest mulige er blevet ramt så hårdt, at de måtte gå fra hus og hjem. På en trist baggrund har fagbevægelsen i Danmark vist sin styrke.

Nye fagforeninger
De seneste år er Serviceforbundet vokset med flere fagforeninger og dermed nye medlemmer. Plejefamilierne, Kirketjenerne og Forbundet af graver og kirkegårdsansatte er blevet medlem som selvstændige fagforening.

1. januar 2020 blev Radiotelegrafisterne en del af VSL, og 1. januar 2021 får VSL endnu en ny medlemsgruppe, da FFT – Forbundet af Tjenestemænd – kommer til.

Jeg er i kontakt med andre fagforeninger, som ønsker at være en del af Serviceforbundet, og I de kommende år forventer jeg, at flere fagforeninger vil komme til.

Snart farvel til ESL
Det særlige ved Serviceforbundet er, at man som fagforening kan træde ind i forbundet som selvstændig organisation, og at man kan forlade forbundet igen, hvis man ønsker det.

Man fusionerer nemlig ikke med Serviceforbundet, men bevare sin selvstændighed og identitet.

Serviceforbundet er en demokratisk organisation, hvor fagforeningerne i Serviceforbundet skal være enige om forbundets retning og prioriteringer, og er man ikke det, kan man gå andre veje. Det er helt naturligt.

Min egen fagforening ESL har gjort sig overvejelser om deres fremtid i Serviceforbundet, og det har resulteret i en urafstemning blandt medlemmerne. Det er vedtaget, at ESL skal starte en udmeldelsesproces af Serviceforbundet. Udmeldelsen kan tidligst træde i kraft 31. december 2022.

I Serviceforbundet vil vi gøre alt for fortsat at servicere ESL’s medlemmer på den bedst tænkelige måde, og vi vil sikre en god og smidig udmeldelse af Serviceforbundet.

Jeg håber, at du og din familie vil få en dejlig jul, selvom den for mange vil blive anderledes end sædvanligt.

Relaterede nyheder