På animationssammenslutningen ANIS’ generalforsamling stemte medlemmerne enstemmigt ja til at blive en del af Serviceforbundet og etablere sig som fagforening. Dermed får animationskreative for første gang en fælles platform til at forhandle løn, kontrakter og arbejdsvilkår.
“Vi bliver nødt til at samle os, for ellers kan vi ikke gøre noget som helst ved det her,” sagde Claus Darholt, forperson for ANIS, til generalforsamlingen.
Fra individuel forhandling til fælles styrke
Animationsbranchen er præget af projektansættelser, freelancere og selvstændige. Der findes i dag ikke en overenskomst, og mange står alene med ansvar for kontrakter, rettigheder og betaling.
Med beslutningen får branchen nu et fælles udgangspunkt for at styrke vilkårene.
“Vi ser en branche, hvor alt for meget ansvar ligger på den enkelte. Det ændrer sig nu. Med ANIS i Serviceforbundet får animationskreative en fælles platform og en reel stemme,” siger John Nielsen, forbundsformand i Serviceforbundet.
Del af en større bevægelse i de kreative fag
Optagelsen af ANIS er en del af en bredere udvikling, hvor flere kreative og projektbaserede fag organiserer sig for at få større indflydelse på deres arbejdsliv. Senest er også Dansk Producerforbund blevet en del af Serviceforbundet. Dermed samles flere aktører fra de audiovisuelle og kreative brancher i samme faglige fællesskab.
Samtidig er særligt de kreative brancher under hastig forandring. Ny teknologi – herunder kunstig intelligens – ændrer både produktionsformer, arbejdsprocesser og rettighedsspørgsmål og skaber usikkerhed om fremtidige jobfunktioner og betaling.
Her bliver fælles organisering afgørende.
“Når teknologien udvikler sig så hurtigt, er det endnu vigtigere, at man står sammen. Det handler både om at sikre ordentlige vilkår nu og om at få indflydelse på, hvordan fremtidens arbejdsmarked kommer til at se ud,” siger John Nielsen.
Et nyt fundament for animationsbranchen
ANIS har i mange år samlet professionelle i animationsbranchen og arbejdet for bedre vilkår og rettigheder.
Som fagforening får organisationen nu mulighed for at løfte indsatsen med fælles standarder for kontrakter og arbejdsvilkår, styrket forhandlingsposition og konkret rådgivning til medlemmerne. Samtidig styrkes det politiske arbejde for bedre rammevilkår i en branche i hastig udvikling.
Den nye fagforening giver dermed animationskreative et stærkere fælles afsæt – både i dag og fremover.
Hvem er Serviceforbundet?
Serviceforbundet er et fagligt fællesskab for mindre og mellemstore fagforeninger, der i dag samler 20 selvstændige organisationer på tværs af brancher.
Forbundet arbejder for at styrke medlemmernes vilkår gennem rådgivning, støtte og fælles indsats for bedre løn, rettigheder og overenskomster.
Serviceforbundet er en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation og bidrager aktivt til at udvikle arbejdsmarkedet – også i brancher, hvor arbejdslivet ikke følger klassiske ansættelsesformer.
For yderligere information, kontakt:
John Nielsen
Forbundsformand, Serviceforbundet
35 47 38 15
jni@forbundet.dk
Claus Darholt
Forperson, ANIS
darholt@gmail.com



