20. sep. 2021

Må min arbejdsgiver overvåge min brug af internettet?

Fagforeningerne får af og til henvendelser fra medlemmer, der fortæller, at arbejdsgiveren har ”læst med” på internettet. Men har arbejdsgiveren ret til det?

Faglig
Billede til nyheden Må min arbejdsgiver overvåge min brug af internettet?
Måske tjekker din arbejdsgiver, hvis du bestiller en privat flyrejse i arbejdstiden. Men har arbejdsgiveren lov til det?

For mange, der har computeren som arbejdsredskab, er det ikke helt ukendt lige at tjekke de daglige nyheder eller sportsresultater i arbejdstiden. Eller sende en privat mail. Spørgsmålet er, om din arbejdsgiver har ret til at ”kikke med”.

Ja, det må din arbejdsgiver godt i henhold til ledelsesretten, men der er nogle regler for det.

- Overvågning af medarbejderens benyttelse af e-mail, telefon og internet kan ske i overensstemmelse med den arbejdsretlige grundsætning om, at sådanne kontrolforanstaltninger ikke må være krænkende for medarbejderen og skal være sagligt begrundet i driftsmæssige formål, og der skal være et rimeligt forhold mellem mål og midler. DA og LO (det nuværende FH) har indgået en aftale om kontrolforanstaltninger, som regulerer dette forhold (aftale af 27. oktober 2006), forklarer advokat i Serviceforbundet Marianne Borker.

Overvågningen skal være saglig

Ifølge den aftale kan arbejdsgiver som en del af ledelsesretten iværksætte kontrolforanstaltninger. Men der stilles blandt andet krav om, at det skal være sagligt og begrundet i driftsmæssige formål.

- En saglig begrundelse kan for eksempel være, hvis en medarbejder er syg eller har ferie og man skal gennemgå indbakken for at se, om der ligger hastende mails. Det kan også være en mistanke om misbrug eller illoyalitet, siger Marianne Borker.

- Et andet krav er, at medarbejderen skal informeres om overvågningen senest 6 uger, før den iværksættes. Det gælder dog ikke, hvis formålet med kontrollen dermed går tabt eller tvingende driftsmæssige grunde er til hinder derfor.

Du kan læse mere om aftalen her.

Der er persondataretlige regler

Persondataforordningen og Databeskyttelsesloven stiller krav til arbejdsgivers registrering af medarbejderens færden på internet og e-mails.

Der skal være et sagligt formål til at overvåge medarbejdernes mail og internet, og der skal være en legitim interesse, der overstiger hensynet til den registrerede. Arbejdsgiver skal også huske at oplyse medarbejderne om det senest samtidig med indsamlingen af personoplysningerne.

Der er regler i Straffeloven om private mails

Hvis det er klart og tydeligt, at der er tale om private mails, for eksempel hvis det står i emnefeltet, så træder reglerne om brevhemmelighed i Straffelovens § 263 i kraft, og så må din arbejdsgiver ikke uden videre åbne og læse med.

Måske har din arbejdsplads en it-politik

Der kan være en it-politik på din arbejdsplads, som indeholder regler om overvågning, blandt andet om du må bruge internettet privat i arbejdstiden, og om du må hente filer eller besøge bestemte typer af hjemmesider.

Det er en god idé, at du sætter dig ind i, hvilke regler din arbejdsplads har om brug af internettet.

Du kan også kontakte din tillidsrepræsentant eller fagforening, hvis du har mistanke om, at du bliver uberettiget overvåget uden, at du er blevet informeret om det.

Logning og kontrol af medarbejderes brug af internettet og e-mails

Datatilsynets vejledning om databeskyttelse i forbindelse med ansættelsesforhold indeholder i styk 7.3 denne beskrivelse:

Arbejdsgiveres registrering (logning) af medarbejdernes hjemmesidebesøg og efterfølgende gennemgang af registreringen ved mistanke om misbrug af internettet samt tilsvarende kontrol af e-mails kan ske under visse betingelser.

Behandlingsgrundlaget vil være forordningens artikel 6, stk. 1, litra e (for offentlige arbejdsgivere) eller artikel 6, stk. 1, litra f (for private arbejdsgivere) eller efter omstændighederne databeskyttelseslovens § 12, stk. 1.

Medarbejderne skal på forhånd - på en klar og utvetydig måde - være informeret om, at registreringen/logningen finder sted, og at registrering af hjemmesidebesøg og brug af e-mails eventuelt vil blive gennemset som led i en kontrol ved mistanke om brug i strid med arbejdspladsens retningslinjer.

Se mere

Relaterede nyheder