27. maj 2024

Velkommen til Viften – fagforeningen for kontoransatte i FT

Den 1. maj 2024 kom fagforeningen Viften ind under paraplyen af selvstændige forbund i Serviceforbundet.

Politik
Billede til nyheden Velkommen til Viften – fagforeningen for kontoransatte i FT
Her ses bestyrelsesmedlem Kenneth Finsen sammen med formand for Viften Tina Arndt Jensen. Foto: Nikolaj Reimer Hansen

Viften er en fagforening for kontoransatte i Folketinget under CO10 (Centralorganisationen af 2010). De ansatte har en masse forskellige praktiske opgaver, som alle omhandler servicering af folketingsmedlemmerne. De arbejder under forskellige funktioner, som for eksempel kan hjælpe med HR, IT, økonomi, sikkerhed, udskrift af dokumenter, booking- og billetbestillinger, brugeroprettelser, registrering af biler, tv-optagelser og meget mere.

Efter grundig research valgte Viften at samarbejde med Serviceforbundet.

”Det gav bare rigtig god mening. Vi har ikke den erfaring, som I har. Vi kommer med en anden baggrund. Og jeg oplevede ofte at stå meget alene med tingene – hvem kunne jeg spørge om hjælp og få gode råd? Vi har nogle personalesager, som jeg synes, kan være svære at håndtere alene, så derfor gav det god mening at blive en del af Serviceforbundet, så kan vi kan få hjælp til de forskellige opgaver,” fortæller Tina Arndt Jensen, der er formand i Viften.

Faktisk er Serviceforbundet allerede godt i gang med at hjælpe Viftens medlemmer med forskellige sager.

Serviceforbundet styrker Viften

Serviceforbundet kan løfte administrative opgaver som fx bogholderi, HR, IT og give adgang til ressourcer som advokater, socialrådgivere, kommunikation m.v. Og fra dag 1 er der også adgang til strejkekassen ved lovlige konflikter.  

Det betyder, at Viften i endnu højere grad kan koncentrere sig om det faglige arbejde og medlemmernes interesser.

”Vi er sikre på, at Viften vil stå stærkere i fremtiden. Serviceforbundets struktur giver mindre fagforeninger mulighed for at trække på styrken i et fællesskab, og samtidig forblive en selvstændig fagforening med egen overenskomst. På den måde undgår man at skulle fusionere ind i et stort forbund,” siger John Hatting, næstformand for Serviceforbundet.

16 fagforeninger i fællesskabet

Serviceforbundet har haft fart på de sidste par år. I 2023 sagde vi velkommen til 2 nye forbund, nemlig Kriminalforsorgsforeningen og Danish Maritime Pilots. Og i år har vi ud over Viften også budt Søfartens Ledere velkommen, så vi nu er oppe på 16 selvstændige fagforeninger i Serviceforbundet.

Om Viften og Serviceforbundet

  • Viften har 84 medlemmer.
  • Medlemmerne er kontoransatte i Folketinget under CO10.
  • Viften er med i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
  • Formand Tina Arndt Jensen, telefon 61 62 37 55, mail: Tina.Jensen@ft.dk

Om Serviceforbundet

  • Serviceforbundet har 14.000 medlemmer.
  • Serviceforbundet er i dag forbund for 16 selvstændige fagforeninger.
  • Serviceforbundet er med i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
  • Formand John Nielsen, telefon 22 72 87 54, mail jni@forbundet.dk

 

Relaterede nyheder