06. okt. 2021

Beskæftigelsesministeren: I har taget et kæmpe ansvar

Til Serviceforbundets kongres i Nyborg den 5. og 6. oktober sendte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard en hilsen til medlemmerne og forbundet, hvor han takkede for deres store indsats under corona og opfordrede til at kæmpe for den danske model

Billede til nyheden Beskæftigelsesministeren: I har taget et kæmpe ansvar
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard talte til kongressen.

- Til jer vil jeg gerne sige en ganske særlig tak, for I er i høj grad medvirkende til, at vi forhåbentlig har lagt krisen fuldstændig bag os.

Sådan sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, da han tonede frem på skærmen i salen på Serviceforbundets kongres i Nyborg den 5. oktober.

Med sig bragte han budskabet om, at forbundets medlemmer har taget et kæmpe ansvar for hinanden og for fællesskabet under coronakrisen.

- I har holdt sammen og holdt ud med en enorm stålsathed og vilje til at få tingene til at fungere ude i hverdagen på trods af, at restriktioner og alt muligt andet blev en arbejdsbetingelse, sagde han blandt andet.

Bekymret for den danske model

Ud over at sige tak for indsatsen under corona, havde Peter Hummelgaard et andet vigtigt punkt på dagsordenen, nemlig kampen for at styrke den danske model, som han kaldte for bundsolid.

- Men jeg kan godt blive bekymret, når jeg oplever, at flere melder sig ud af A-kassen i en ung alder, når den stærke danske model bliver taget for givet, når flere tegner alternative lønsikringer uden om det solide dagpengesystem, og når flere prøver at omgå den danske model ved betale en løn og tilbyde arbejdsvilkår, som er langt under danske forhold, sagde han og understregede, at regeringen ser på de problemtikker med stor alvor.

- Vores arbejdsmarkedsmodel og indsatsen for et godt arbejdsmiljø, gode løn- og ansættelsesvilkår udfordres lige nu af nye måder at arbejde på, nye jobtyper og med det også nye problemstillinger, sagde han og pegede på forskellige former for atypiske ansættelser.

- Arbejdsmarkedet er dynamisk og udvikler sig hele tiden (…) Men nogen af de nye virksomhedstyper kan være lidt for kreative i deres organisering, og hvis vi ikke er på vagt, kan stadig flere danskere gå glip af trygheden og principperne om ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Gode løsninger i fællesskab

For at bevare og styrke den danske model, er der derfor behov for at sætte ind nu, påpegede Peter Hummelgaard.

- Det kræver nytænkning af fagforeninger og myndigheder, hvis traditionelle tilsyn med løn- og arbejdsmiljø udfordres. Det er ikke nogen nem opgave, men jeg har til gengæld stor tillid til, at vi i fællesskab kan finde de gode løsninger, og at I spiller positivt ind, som I plejer at gøre.

Relaterede nyheder