10. feb. 2022

Er du en god kollega?

Det kræver en indsats at være en god kollega, men med en øget bevidsthed og en række gode råd, kan du komme langt.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Er du en god kollega?
Du kan selv gøre meget for den gode stemning på arbejdspladsen ved at være en god kollega. Foto: Shutterstock

Husker du at sige godmorgen og mene det? At spørge ind til, om din kollega har fået løst sit problem med prioriteringen af arbejdsopgaver? Eller om det går bedre med hans gamle mor eller hendes sure teenagebarn? Hvis du ikke gør, er det ikke usædvanligt. Men det er en god ide at huske det, fordi det at være nærværende og interesseret i dine kollegers ve og vel, er afgørende for, om du er en god kollega. Det fortæller Helen Eriksen, der er erhvervspsykolog og hjælper mange arbejdspladser med at øge trivslen.

Og faktisk er det første og vigtigste skridt at blive bevidst om, at man gerne vil være en god kollega:

- Vi skal huske at tænke over, hvilken type kollega vi gerne vil være. Og vi skal huske, hvor vigtige vi er for den gode stemning, for humør smitter, og er det helt grelt, kan en enkelt person lægge en afdeling ned, siger Helen Eriksen.

For selvom vi ikke tager et bevidst valg, er vi stadig en bestemt type kollega. Måske bare en knap så god en af slagsen.

Når du har taget beslutningen om at arbejde på at blive en god eller bedre kollega, kan du følge disse 5 råd fra Helen Eriksen:

Vær nærværende og nysgerrig
Start dagen med at sige godmorgen på en nærværende måde. Det betyder fx, at du ikke tjekker din telefon imens. Og følg op med at spørge til, hvordan det går med noget, du ved, optager din kollega lige nu. Måske er moren på vej på plejehjem, barnet skal køres ind i vuggestuen eller noget andet. Vi ved fra forskning, at nærvær er noget af det, der er allervigtigst for os som mennesker.

Anerkend hinanden
Husk at anerkende hinanden. Det gør så godt at anerkende og blive anerkendt. Jeg har før spurgt nogle medarbejdere om, hvad der kan gøre det svært at give anerkendelse. Svaret har ofte været, at man kan have en ubevidst fornemmelse af, at der går noget af en selv, hvis man roser. Men det er en god ting at gøre op med.

Vær taknemmelig
Tak kan være et fattigt ord, men det er det ikke i en kollegial sammenhæng, så husk at sige det. Det kan være at takke for, at kollegaen overtager en opgave, at sige tak for, at din kollega tager en kop kaffe med til dig eller at udtrykke taknemmelighed over, at der bliver spurgt til din familie.

Spørg en ekstra gang
Det er en god ide at være sikker på, at du har forstået det, din kollega siger, rigtigt – hvad enten det handler om en opgave eller en udfordring i jeres kollegaskab. Er du i tvivl, skal du ikke tøve med at spørge.

Lad være at tage det personligt og sig undskyld
Når man er presset, kan man have tendens til at tage det personligt, hvis en kollega fx virker irriteret. Prøv at øve dig i at lade være, for måske har den anden også for meget på sin tallerken. Er du derimod den part, der har vrisset, skal du også huske at sige undskyld, når irritationen er stilnet af.

 

Relaterede nyheder