14. mar. 2023

Skattefri seniorpræmie på 45.415 kroner

Hvis du fortsætter med at arbejde, når du når din pensionsalder, kan du få en skattefri seniorpræmie på 45.415 kroner.

Senior
Billede til nyheden Skattefri seniorpræmie på 45.415 kroner
Du får en skattefri seniorpræmie, hvis du fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen

Du kan optjene seniorpræmien, fra du når din folkepensionsalder og 12 måneder frem.

Hvor meget kan jeg få i skattefri seniorpræmie?
Skattefri seniorpræmie år 1: 45.415 kroner (2023)
Skattefri seniorpræmie år 2: 27.033 kroner (2023)

Der er ingen skattefri præmie som belønning, hvis du arbejder 3 eller flere år, efter du har nået din folkepensionsalder.

Hvem kan få seniorpræmien?
For at få seniorpræmien skal du arbejde mindst 30 timer om ugen i gennemsnit. (Det svarer til i alt 1.560 betalte arbejdstimer inklusive ferie).

Den gennemsnitlige månedlige timeløn skal være minimum 132,18 kr. (2023).

Hvordan får jeg udbetalt seniorpræmien?
Du får automatisk udbetalt din seniorpræmie fra Udbetaling Danmark, når du har arbejdet et helt år, efter at du har nået din folkepensionsalder.
Det sker 1-2 måneder efter, at du har opfyldt betingelserne.

Udbetaling Danmark får automatisk indberetning om dine arbejdstimer.

Skal jeg udskyde udbetalingen af min folkepension?
Det er ikke et krav, at du udskyder udbetalingen af din folkepension.

Du kan arbejde og få udbetalt folkepension på samme tid, uden at din løn bliver modregnet i din folkepension.

Regeringen har netop fremsat et lovforslag, som betyder, at folkepensionister fremover ikke vil blive modregnet i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, når de arbejder.

Hidtil er folkepensionen blevet modregnet, hvis arbejdsindtægten var mere end 122.004 kr. om året, men fremover vil der ikke være noget loft for arbejdsindtægt.

De nye regler om stop for modregning af løn i folkepensionen kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Det vil betyde, at du i løbet af 2023 vil få din folkepension modregnet efter de regler, vi kender i dag. Når loven træder i kraft til 2024, vil din pension for 2023 blive reguleret.

Læs mere om de nye regler om stop for modregning i folkepensionen

 

Relaterede nyheder