Det er især sager om erhvervsevnetab, der har lange ventetider. På nuværende tidspunkt omkring 33 måneder.
Her kan du se den aktuelle sagsbehandlingstid
Type af afgørelse |
Aktuel sagsbehandlingstid 2023 - 1. kvartal |
Prognose for 2023 (Gennemsnit for afsluttede sager) |
Nye sager - alle afgørelser | 11 måneder | 10-12 måneder |
Ikke anerkendt | 7 måneder | 7-9 måneder* |
Anerkendt uden erstatning | 14 måneder | |
Kun mén | 18 måneder | |
Tab af erhvervsevne | 33 måneder | 30-32 måneder |
Andre afgørelser (fx dækning af udgifter) | 4 måneder | (Ingen prognose) |
Revisioner/Genoptagelser - alle afgørelser | 14 måneder | 10-12 måneder |
*Prognosen udarbejdes som et samlet gennemsnit for nye sager uden tab af erhvervsevne
AES: Flere faktorer spiller ind
AES skriver på deres hjemmeside, at der er flere faktorer, der spiller ind. Blandt andet er antallet af igangværende sager tæt på fordoblet siden 2020 på grund af covid-19. Derover har de taget et nyt sagsbehandlingssystem i brug. Dette har ført til, at de har afsluttet færre sager end normalt.
Måske håb forude?
I september 2022 blev den daværende regering og et bredt flertal i Folketinget enige om at styrke og forbedre arbejdsskadesystemet. Blandt andet ønsker man at forbedre sagsbehandlingstiderne og øge erstatningsniveauet.
Aftalepartierne er enige om to konkrete mål for sagsbehandlingstiden frem mod 2027:
- Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle arbejdsskadesager skal maksimalt være 7 måneder. Det gælder både førstegangssager, genoptagelsessager, revisionssager og sager osv. I forhold til sagsbehandlingstiden i 2021 svarer det til en reduktion på ca. 13 %.
- Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvor tilskadekomne har et tab af erhvervsevne skal maksimalt være 20 måneder. I forhold til sagsbehandlingstiden i 2021 svarer det til en reduktion på disse sager på ca. 23 %.
Den nye reform forventes at træde i kraft fra 2024.
Vil se det, før jeg tror det
I Serviceforbundet er socialrådgiver, Alan Winther Nielsen, en smule skeptisk i forhold til, om sagsbehandlingstiden kommer ned:
”At sagsbehandlingstiden skal ned, er naturligvis en rigtig god idé, men jeg vil se det, før jeg tror på det. I mine mange år med kendskab til systemet er sagsbehandlingstiden kun vokset, til stor frustration for de mange arbejdsskadede”.
Vi er med dig hele vejen
Det er vigtigt at huske, at selvom det kan tage lang tid at få en afgørelse, så er fagforeningen ved din side igennem det.
”Du er ikke alene i denne kamp, vi er med dig hele vejen. Selvom det kan være et langt sejt træk, så hold ud! Hvis du får medhold, kan der være store erstatninger i vente,” slutter Alan Winther Nielsen.