20. jun. 2023

Du skal have et ansættelsesbevis, selv om du kun arbejder 3 timer om ugen

Den 1. juli 2023 træder en ny lov om ansættelsesbeviser i kraft. Loven indebærer skærpede krav til din arbejdsgiver.

Faglig
Billede til nyheden Du skal have et ansættelsesbevis, selv om du kun arbejder 3 timer om ugen
Når du bliver ansat, skal du have et skriftligt ansættelsesbevis, som beskriver vilkårene for dit arbejde. Foto: Shutterstock

Når du bliver ansat, skal du have en skriftlig ansættelseskontrakt eller ansættelsesbevis, som beskriver vilkårene for dit arbejde. Derfor er det et meget vigtigt dokument. Det gælder, uanset om du månedslønnet, timelønnet, vikar, tidsbegrænset ansat, ansat med løntilskud eller funktionær.

Er du i tvivl om indholdet i ansættelseskontrakten, kan din fagforening tjekke ordlyden, inden du skriver under.

Det skal der stå i din ansættelseskontrakt
Ifølge ansættelsesbevislovens §2, stk. 2 skal din ansættelseskontrakt som minimum indeholde følgende:

  • Dit navn og adresse
  • Din arbejdsgivers navn og adresse
  • Hvilket sted eller hvilke steder, du skal arbejde
  • Din stilling
  • Dine opgaver
  • Starttidspunkt
  • Sluttidspunkt, hvis dit job er tidsbegrænset
  • Opsigelsesvarsler både for dig og din arbejdsgiver
  • Løn + eventuelle tillæg og pension
  • Tidspunkt for udbetaling af løn
  • Ferie med løn eller feriepenge
  • Din normale daglige eller ugentlige arbejdstid
  • Aftaler og overenskomster

Er der andre væsentlige vilkår for din ansættelse, skal de også stå i ansættelseskontrakten.

Hvis der sker væsentlige ændringer i din ansættelse
Det kan ske, at der undervejs i din ansættelse sker væsentlige ændringer i forhold til de ting, der står i ansættelseskontrakten. Det kan for eksempel være nyt arbejdssted, ny ugentlig arbejdstid eller en væsentlig ændring af dit job.

Du skal som minimum have et tillæg til kontrakten. Men du kan også få en ny ansættelseskontrakt, som igen skal underskrives af dig og din arbejdsgiver.

Og så skal du varsles om de væsentlige ændringer. Hvis dit arbejdssted for eksempel flyttes til et andet sted i landet, skal det varsles med dit opsigelsesvarsel. Vil du ikke acceptere denne ændring og flytte arbejdssted, må du anses for at være opsagt.

Nye og skærpede regler
Hidtil har kravet været, at man skulle have en ansættelseskontrakt, når man arbejdede 8 timer eller mere om ugen. Fra 1. juli 2023 er det ændret til 3 timer.

Du skal også bede om et ansættelsesbevis, hvis du er ansat på 0-timers kontrakt.

De nye regler indebærer desuden, at du allerede senest 7 dage efter din ansættelse skal have en ansættelseskontrakt. Hidtil har det været en måned.

Du skal selv bede om det
Hvis du er ansat på mindre end 8 timer om ugen eller på 0-timerskontrakt, skal du selv bede din arbejdsgiver om en kontrakt. Din arbejdsgiver har ikke pligt til at udlevere den automatisk.

Det fremgår af § 16, stk. 4 i den nye lov, at en arbejdsgiver kun skal udlevere eller supplere ansættelsesbeviserne efter anmodning fra en lønmodtager, der allerede er ansat inden den 1. juli 2023.

Så er du allerede ansat, har du som lønmodtager krav på at modtage et ansættelsesbevis, hvis du beder om det, både hvis du er ansat på 3-7 timer om ugen, og hvis du er ansat på 0-timerskontrakt. Dette skal din arbejdsgiver efterkomme senest inden for 8 uger.

Relaterede nyheder