20. jun. 2023

Nyt digitalt værktøj hjælper ordblinde til efteruddannelse

En ny hjemmeside – læsogskrivbedre.dk – skal være med til at sikre, at flere ordblinde kommer i gang med efteruddannelse. Der er et stort potentiale for, at flere læse- og skrivesvage fastholdes på arbejdsmarkedet og afhjælper manglen på faglærte.

Faglig
Billede til nyheden Nyt digitalt værktøj hjælper ordblinde til efteruddannelse
På hjemmesiden kan du klikke dig igennem 17 spørgsmål og hurtigt få svar på, om du kan have glæde af efteruddannelse.

460.000 voksne mellem 16-65 år har mindre gode læsefærdigheder, og cirka 250.000 lønmodtagere er ordblinde. For mange af dem er tanken om efteruddannelse derfor meget fjern, og det svækker deres muligheder for at vedligeholde og udbygge kompetencer og dermed styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet. 

Men via hjemmesiden læsogskrivbedre.dk skal flere ordblinde og læse- og skrivesvage opspores og tilbydes den efteruddannelse, der kan åbne døren til nye kompetencer. Hjemmesiden er udviklet af PensionDanmark, der har fået tilskud fra en pulje i regi af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. AOF Danmark og VUC Erhverv, som udbyder ordblinde- og FVU-undervisning, er partnere på det nye værktøj.

Uddannelseschef i PensionDanmark, Jakob Overgaard Jørgensen, ser med det nye opsporingsværktøj et stort potentiale for, at langt flere læse- og skrivesvage hjælpes videre i et ordblinde- eller FVU-forløb, der kan føre videre til erhvervsrettet efteruddannelse som for eksempel AMU-kurser. Og arbejdsgiverne har en særlig rolle. 

”Ordblindhed og manglende læse- og skrivefærdigheder er for mange tabubelagt, og for virksomhederne kan det være en svær samtale at have med medarbejderne. Vi tror derfor på, at vi med et digitalt og let tilgængeligt værktøj kan gøre det lettere for virksomhederne og deres medarbejdere hurtigt at afklare om nogle af medarbejdere har behov for at komme i gang med et forløb, og at værktøjet kan indgå som en naturlig del af den løbende uddannelsesplanlægning i virksomhederne,” siger Jakob Overgaard Jørgensen.

Læs mere på hjemmesiden www.læsogskrivbedre.dk

Sådan virker det

Via et simpelt digitalt opsporingsværktøj på læsogskrivbedre.dk får både medarbejderen og arbejdsgiveren afklaret, om medarbejderen kunne have glæde af at få undersøgt sine læse- og skrivefærdigheder nærmere.

Viser det sig, at medarbejderen er i målgruppen, kan virksomheden tilbyde medarbejderen en samtale med en uddannelsesvejleder på det lokale AOF eller VUC og et efterfølgende ordblinde- eller FVU-forløb afhængig af medarbejderens behov. Herefter tilmelder virksomheden medarbejderen via voksenuddannelse.dk.

Relaterede nyheder