13. mar. 2024

Har du brug for at blive deltidssygemeldt?

Har du været sygemeldt og skal skånsomt tilbage i jobbet, kan du måske bede din arbejdsgiver om at blive deltidssygemeldt. Her er 3 gode råd.

Social
Billede til nyheden Har du brug for at blive deltidssygemeldt?
Måske har du behov for at slappe af hjemme en dag om ugen i en periode for at kunne holde til at gå på arbejde. Foto: Shutterstock

Måske har du fået problemer med helbredet, eller du har været syg og skal langsomt tilbage. En mulighed er at bede din arbejdsgiver om at blive deltidssygemeldt.

I nogle tilfælde kan en delvis sygemelding være godt både for dig og for din arbejdsgiver. Fordelen er, at du bevarer kontakten til din arbejdsplads, mens du er syg, og du får mulighed for at tilpasse din arbejdsindsats til en gradvis fuld tilbagevenden.

Ulempen kan være, at du presser dig selv mere, end du kan klare, fordi dit helbred ville have bedst af, at du var sygemeldt på fuld tid. Så vær opmærksom på dette!

En deltidssygemelding kan komme på tale, hvis du har været sygemeldt og skånsomt skal tilbage på jobbet igen. Den kan også være relevant, hvis du får problemer med helbredet og har behov for at have et vist fravær eller deltage i behandling. Dermed kan du deltidssygemelde dig fra første sygedag. 

Her får du 3 gode råd fra Serviceforbundets socialrådgiver Torben Krüger.

  1. Din arbejdsgiver kan sige nej til deltidssygemelding
    Du skal være opmærksom på, at din arbejdsgiver kan sige nej, hvis arbejdsgiveren skønner, at det ikke kan fungere i forhold til tilrettelæggelsen af arbejdet. 

    Er du en værdsat medarbejder, vil din arbejdsgiver formentlig være positiv overfor en delvis sygemelding. Men især på mindre arbejdspladser kan det være nødvendigt for arbejdsgiveren at ansætte en vikar til erstatning for dig. Og så er en delvis sygemelding måske ikke realistisk.
     
  2. Lav en præcis aftale med din arbejdsgiver
    Sørg for at aftale præcist, hvor mange timer du skal arbejde, og hvor mange timer du er sygemeldt. Vær realistisk i forhold til dit helbred. Det er bedre at starte med at arbejde færre timer og gradvist gå op i tid end at knække halsen på et for stort arbejdspres fra starten. 

    Det er en god idé at tale med din læge om, hvad du kan holde til, inden du laver en aftale med din arbejdsgiver.

  3. Måske skal dine arbejdsopgaver ændres
    Alt afhængig af dit arbejde kan det være en idé at tale med din arbejdsgiver om arbejdets indhold. Hvis du har et fysisk hårdt arbejde, er der måske mulighed for, at du under din deltidssygemelding kan arbejde med en mindre fysisk belastning. På samme måde kan du eventuelt få et mindre stressende arbejde, hvis du har et job med et højt stressniveau. 

    Det kan også være, at du har behov for hjælpemidler og eller personlig assistance for at passe dit job. 

Skal du have løn eller sygedagpenge
Alt efter dit ansættelsesforhold kan du få fuld løn under din deltidssygemelding, sygedagpenge fra din arbejdsgiver eller sygedagpenge fra kommunen.

Hvis du har ret til fuld løn under din sygdom
Har du ret til fuld løn under din sygdom, skal du tale med din arbejdsgiver om en deltidssygemelding. Din arbejdsgiver betaler for de første 30 dages sygdom. Herefter kan arbejdsgiveren få refusion fra kommunen for de timer, du er sygemeldt. 

Du skal ikke selv kontakte kommunen, men din kommune vil på baggrund af din arbejdsgivers henvendelse sende et oplysningsskema til dig. Det skal du udfylde og sende tilbage til kommunen. Du skal blandt andet udfylde oplysninger om tidsperspektivet for din sygemelding. Kommunen kan bede om en lægeattest, og kommunen kan også indkalde dig til samtale. 

Hvis du skal have sygedagpenge fra din arbejdsgiver under din sygdom

Får du ikke udbetalt fuld løn fra din arbejdsgiver, når du er syg, skal din arbejdsgiver udbetale sygedagpenge til dig i de første 30 kalenderdage for de timer, du ikke kan arbejde.

Betingelsen er, at du har været ansat hos din arbejdsgiver uafbrudt i de seneste 8 uger før fraværet. I denne periode skal du have været beskæftiget i mindst 74 timer.

Efter de første 30 dage kan din arbejdsgiver søge om refusion hos kommunen for de timer, du ikke arbejder. 

Hvis du ikke har ret til løn eller sygedagpenge fra din arbejdsgiver
Har du meldt dig syg til din arbejdsgiver, men ikke – eller ikke længere – har ret til løn eller sygedagpenge fra din arbejdsgiver, skal du kontakte din kommune. Du får løn for de timer, du arbejder.

Din arbejdsgiver skal sende oplysninger ind via den digitale løsning NemRefusion. Herefter modtager du et brev i din e-Boks, som du skal udfylde og aflevere til kommunen. Hvis du har meldt dig syg til din arbejdsgiver, men alligevel ikke får et brev fra NemRefusion, har du 3 uger til at kontakte kommunen og søge kommunen om sygedagpenge.

Relaterede nyheder