16. apr. 2024

26 ugers ekstra barsel til tvillingeforældre

Fra 1. maj 2024 får tvillingeforældre tilsammen 26 ugers ekstra orlov, som skal fordeles med 13 uger til hver forælder. Disse uger kan ikke overdrages til den anden.

Social
Billede til nyheden 26 ugers ekstra barsel til tvillingeforældre
Nu får nybagte forældre til tvillinger mere orlov, så de sammen bedre kan tage sig af børnene inden for det første år. Foto: Shutterstock

Hvert år bliver omkring 1.000 tvillingepar født i Danmark. Disse forældre får nu mere barsel end andre forældre. 

De ekstra 13 uger til hver forælder skal holdes, inden barnet fylder et år. 

Tvillingeforældrene vil dermed få ret til 74 ugers barsel, der skal holdes inden for et år, og tanken er, at forældrene kan holde noget af barslen sammen, så de kan hjælpes ad med børnene. 

Den nye lov omfatter forældre, der får 2 eller flere børn ved samme fødsel eller adoption. De nye regler erstatter de gældende regler om ekstra orlov til forældre, der får 3 eller flere børn ved samme fødsel. 

Loven giver desuden mulighed for, at man kan overdrage ugerne til såkaldt ’sociale forældre’ i regnbuefamilier, og at soloforældre til 2 eller flere børn kan ansøge om, at et nærtstående familiemedlem kan få 13 ugers barsel. Loven omfatter også par, der adopterer tvillinger, hvis de modtager børnene, inden de fylder et år.

Her kan du se det lovforslag, som nu er vedtaget.

Relaterede nyheder