16. apr. 2024

6 gode råd, hvis du har fået penge tilbage i skat

Er du en af de glade borgere, der har fået penge tilbage i skat, så har økonomisk rådgiver Anita Bjørkquist Christiansen fra ABC Økonomi forslag til, hvordan du får mest ud af pengene.

Billede til nyheden 6 gode råd, hvis du har fået penge tilbage i skat
Hvis du jublede over årsopgørelsen, kan du tænke over, hvad du vil bruge pengene til. Foto: Shutterstock

Måske har du jublet, da du tjekkede årsopgørelsen. Og hvis du har fået pænt meget tilbage i skat, kan du overveje, hvad du vil bruge de ekstra penge til. 

Anita Bjørkquist Christiansen fra ABC Økonomi giver dig her nogle forslag, som du kan tænke over: 

  1. Brug pengene til at få nedbragt en dyr gæld som for eksempel kassekredit, kviklån eller andre dyre lån. Så slipper du billigere i rente og kan måske få gælden ud af verden på kortere tid. Hvis du vil gøre dette, kan det være en god idé at tale med din bankrådgiver for at få rådgivning. Du kan også benytte Serviceforbundets tilbud til medlemmer om at få gratis økonomisk rådgivning hos Anita Bjørkquist Christiansen.
  2. Brug pengene til at udskifte noget i hjemmet. Har du hårde hvidevarer, der bruger meget strøm, så er det måske nu, du skal skifte til for eksempel en vaskemaskine med lavt strømforbrug. Det kan også være, at du skal i gang med at skifte utætte vinduer eller et dårligt fyr. 
  3. Du kan sætte pengene ind på en opsparingskonto med en binding, der betyder, at du får mere i rente. Dermed vil pengene på sigt blive mere værd. 
  4. Hvis du har lav eller ingen gæld, kan du måske investere pengene. Det kan være i værdipapirer, en aktiesparekonto eller noget helt andet. Du skal gøre op med dig selv, hvor risikovillig du er. For jo større risiko, jo større kan gevinsten blive, men omvendt er risikoen for større tab øget. Din bankrådgiver kan rådgive dig. 
  5. Sæt pengene ind på din pension. Hvis du ikke har nået loftet for fradrag på dine pensionsindbetalinger, kan du med fordel sætte pengene ind på din pension og derved få flere penge i din alderdom. Tal eventuelt med dit pensionsselskab. 
  6. Brug pengene som en form for opsparing til at glæde dine børn og børnebørn. Det kan du gøre ved at sætte penge ind på eksisterende eller ny opsparing til dem. Men det kan også være en ferie, en tur i Tivoli, Legoland eller noget helt andet, som giver jer en dejlig oplevelse sammen. 

Særligt til dig, der har stor gæld
"Hvis du har en stor gæld, og der ikke er penge nok til at indfri hele gælden og alle lån, kan du gå i dialog med dine kreditorer om en akkordaftale. En akkordaftale betyder, at du betaler mindre end restgælden mod, at de sletter resten. I en sådan situation kræver det lidt mere end et opkald", siger økonomisk rådgiver Anita Bjørkquist Christiansen. 

Særligt til dig, hvis ægtefælle skylder penge til SKAT
Hvis du ikke selv skylder penge til SKAT, men din ægtefælle skylder, kan det være en idé at betale ægtefællens gæld ud. For så risikerer din ægtefælle ikke lønindeholdelse, og samtidig sparer I renten til SKAT på 7,75 procent pr. år. Den renteudgift er vel og mærke heller ikke fradragsberettiget. 

SKAT opkræver via Gældsstyrelsen gæld som lønindeholdelse. Det betyder, at i stedet for at have en trækprocent på for eksempel 39 procent, så kan du komme helt op på 100 procent. Det kommer an på indtægtsforhold og andet. Og får den ene penge tilbage i skat, og den anden skylder, så kan det være en fordel at sende pengene ægtefællens vej.

Det bedste er at ramme årsopgørelsen så tæt som muligt
Anita Bjørkquist Christiansen understreger, at det bedste faktisk er at ramme årsopgørelsen så tæt som muligt. Det gælder især, hvis du skylder penge til det offentlige. 

”En del skylder penge til det offentlige. Hvis du gør det, så beholder SKAT eventuel overskydende skat. På den måde får du ikke selv glæde af pengene nu og her,” slutter Anita Bjørkquist Christiansen.

Gratis økonomisk rådgivning

Er du medlem af en fagforening under Serviceforbundet, kan du få gratis økonomisk rådgivning af Anita Bjørkquist Christiansen fra ABC Økonomi.

Se mere her

Relaterede nyheder