19. jun. 2024

Tæt på folkepensionsalderen: Økonomisk gulerod på vej

Seniorer på arbejdsmarkedet med 2 år eller mindre til folkepensionsalderen har udsigt til at få et ekstra fradrag oven i det generelle beskæftigelsesfradrag. Det har Folketinget lige vedtaget.

Politik
Billede til nyheden Tæt på folkepensionsalderen: Økonomisk gulerod på vej
Om et par år er der ekstra gevinst ved at arbejde indtil folkepensionsalderen.

Hvis du har nogle år til pensionsalderen og forventer at fortsætte med at arbejde, vil du få lidt mere ud af din løn med det ekstra fradrag. 

Du skal dog væbne dig med tålmodighed. Fradraget indføres først fra 2026, og det øges over de efterfølgende år, så det i 2030 er fuldt indfaset.

Reglerne om det nye fradrag er en del af den politiske aftale om en skattereform. Formålet er at motivere flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet til folkepensionsalderen.

Her er vilkårene for det nye fradrag

  • Fradraget gradueres i forhold til din arbejdsindkomst. Det maksimale fradrag udløses, når du tjener lidt under 400.000 kroner om året.
  • Fradraget hører op det år, hvor du når folkepensionsalderen. 
  • 2026 er det første år, hvor du kan få fradrag. Det år vil det maksimale fradrag være 5.600 kroner i 2024-priser. 
  • I 2030 er det maksimale fradrag 15.700 kroner i 2024-priser.

Relaterede nyheder