02. jul. 2024

Sygemeldt? Så kan du ikke uden videre rejse til udlandet

Er du på sygedagpenge, kan du ikke bare køre i lufthavnen og flyve afsted. Dit jobcenter skal give dig lov til at rejse på ferie i udlandet, når du er på sygedagpenge, og du kan risikere at få afslag.

Faglig
Billede til nyheden Sygemeldt? Så kan du ikke uden videre rejse til udlandet
Det er vigtigt at tjekke, om det er ok at rejse til udlandet, mens du er sygemeldt.

Måske får du sygedagpenge og føler, at du har brug for at tage en uge til sydens palmer sammen med familien. Det kan i nogle tilfælde godt lade sig gøre. Men du har ikke automatisk ret til at tage på ferie til udlandet.

Som sygemeldt lønmodtager har du enten ret til løn eller sygedagpenge fra din arbejdsgiver eller sygedagpenge fra kommunen, hvis du opfylder visse beskæftigelseskrav op til sygemeldingen.

Her får du et overblik over reglerne fra socialrådgiver i Serviceforbundet Torben Krüger.

Sygemeldt fra job, hvor ferien er planlagt, inden du blev sygemeldt

”Hvis du har aftalt ferie med din arbejdsgiver og derefter bliver sygemeldt, så skal du først bede sagsbehandleren på jobcentret om lov til at holde ferien under din sygemelding. Hvis du får lov at afholde ferie af jobcentret, skal du efterfølgende give din arbejdsgiver besked om, at du fastholder ferien, selvom du er blevet sygemeldt. Det skal du gøre, fordi sygdom er en lovlig feriehindring, og du kan ikke tvinges til at holde planlagt ferie eller ferie i øvrigt, når du er sygemeldt,” siger Torben Krüger.

”Hvis sagsbehandleren skønner, at det er ok, og du har meddelt din arbejdsgiver, at du fastholder sin ferie på trods af din sygemelding, kan du rejse på ferie de dage, du oprindelig har aftalt med din arbejdsgiver.”

Sygemeldt fra job, hvor ferien planlægges efter sygemeldingen

”Du kan også være i den situation, at du er sygemeldt og finder ud af, at du gerne vil en uge sydpå med familien. I den situation skal du også spørge din sagsbehandler og også din arbejdsgiver,” siger Torben Krüger.

”Din sagsbehandler vil blandt andet vurdere, om du er i gang med et behandlingsforløb, der bliver forstyrret af en ferie, om ferien medvirker til, at du bliver rask, eller om ferien skønnes at være direkte dårlig for din sygdom. Dermed er det ikke sikkert, at du kan få lov til at rejse.”

Sygemeldt efter fyring

”Hvis du får sygedagpenge og ikke længere har en arbejdsgiver, så er det udelukkende din sagsbehandler i jobcentret, du skal spørge om lov. Du kan få nej til ferien med de samme begrundelser, som hvis du er sygemeldt fra dit job,” siger Torben Krüger.

Hvad med en smuttur til Tyskland eller Sverige og hjem samme dag

”Hovedreglen er, at du som udgangspunkt skal være til at kontakte på din bopæl og blive indkaldt til møder, når du er sygemeldt. Hvis du gerne vil opholde dig et andet sted end din bolig, for eksempel en mindre ferie, skal du snakke med kommunen om dine konkrete muligheder for at få lov,” siger Torben Krüger.

”Det gælder derfor i princippet også en smuttur til Tyskland eller Sverige, hvor du tager afsted om morgenen og kommer hjem om aftenen. Nu har de fleste jo en mobiltelefon, så man er ofte kontaktbar uanset opholdssted. Men hvis du vil være på den sikre side, så send en mail til din sagsbehandler om, at du planlægger at køre en tur over grænsen den givne dag.”

Relaterede nyheder