01. jul. 2025

Serviceforbundet optager endnu en fagforening

Velkommen til Foreningen af Folketingets Betjente. Den 8. fagforening, som har valgt Serviceforbundet i løbet af de seneste tre år.

Forbundet
Billede til nyheden Serviceforbundet optager endnu en fagforening

Fra 1. juni 2025 er Foreningen af Folketingets Betjente en del af Serviceforbundet. Det betyder, at de cirka 85 medlemmer af fagforeningen fremover kan få hjælp af Serviceforbundets jurister og socialrådgivere, og at Folketingets Betjente kan trække på forbundets øvrige eksperter: kommunikation, økonomi, it, politisk interessevaretagelse og meget andet. 

Foreningen af Folketingets Betjente har hidtil været et selvstændigt FH-forbund, men bliver nu en del af et større fællesskab. 

”Vi er små og vil gerne have større muskler, så vi kan sikre vores medlemmers rettigheder,” siger Annemette Lindblom Bille, som er formand for Foreningen af Folketingets Betjente. ”Vi er frivillige uden ansatte og har brug for flere professionelle ressourcer, vi kan trække på.”

19 fagforeninger i Serviceforbundet

Serviceforbundet er medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og består nu af 19 selvstændige fagforeninger. 

”I Serviceforbundet kan en fagforening komme ind og have glæde af vores tilbud fra dag ét. Det gælder fx strejkekasse og hjælp til overenskomstforhandlinger. På den måde kan mindre og mellemstore fagforeninger fortsætte som selvstændige fagforeninger for deres fag,” siger John Nielsen, som er formand for Serviceforbundet.
”Fagforeningerne fusionerer ikke med Serviceforbundet. De kan komme ind, men de kan også forlade forbundet igen. De beholder deres overenskomst, formue og selvstændighed.” 

Ved den seneste statistik for fagforeningsmedlemskab havde Serviceforbundet medlemsfremgang. Det skyldes dels, at forbundet har optaget flere fagforeninger, men også at en del af fagforeningerne i forbundet har medlemsfremgang. 

”Vi kan se, at fagforeninger vokser, hvis de skaber et fællesskab for et bestemt fag eller en branche,” fortæller John Nielsen, som giver vagternes fagforening VSL og Veterinærsygeplejerskernes Fagforening som gode eksempler på dette. 

Forskellige baggrunde

Nogle af de nye fagforeninger kommer fra FH og har som Foreningen af Folketingets Betjente hidtil været selvstændige FH-forbund. 

Andre er nystiftede fagforeninger. Det gælder for Dansk producerforbund og Fysioterapeuternes Fagforening. 

Søfartens Ledere var før en del af Ledernes Hovedorganisation og Lodsernes fagforening, DMP, var uden hovedorganisation, da de i 2023 blev en del af Serviceforbundet.

Om Serviceforbundet

Serviceforbundet er et fællesskab af mindre og mellemstore fagforeninger og forbund, som ønsker at bevare deres selvstændighed, suverænitet og profil. 

Følgende forbund har Serviceforbundet optaget de sidste 3 år:

  • Foreningen af Folketingets Betjente (2025)

  • Dansk Producerforbund (2025)

  • Danske Bandagister – FAL (2024)

  • Fysioterapeuternes Fagforening (2024)

  • Søfartens Ledere (2024)

  • Viften (2024)

  • Kriminalforsorgsforeningen (2023)

  • Danish Maritime Pilots (DMP) (2023)

 Derudover består forbundet af:

  • Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund (DFKF)

  • Danmarks Kirketjenerforening

  • Faglig Puls

  • Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte (FAKK)

  • Landbrugs- og Tilsynsfunktionærernes Fagforening

  • Raffinaderiteknikernes Fagforening

  • Tandteknikerforeningen

  • Urmagerne og Optikernes Fagforening

  • Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening

  • Veterinærsygeplejerskernes Fagforening

  • Ejendomsinspektørernes Landsklub

For mere information

Formand for FFB, Annemette Lindblom Bille annemette.bille@ft.dk. Telefon 33 37 35 18

Formand for Serviceforbundet, John Nielsen, jni@forbundet.dk, Telefon 22 72 87 54

Relaterede nyheder