Der var både taknemmelighed, vemodighed og stående bifald, da Finn Johnsen på Serviceforbundets kongres i Helsingør rundede sit arbejde som næstformand af. Han har i en årrække været en markant stemme i forbundets ledelse og haft stor betydning for samarbejdet mellem fagforeningerne.
Tak til Finn
Forbundsformand John Nielsen takkede i sin tale Finn Johnsen for indsatsen:
”Du har været en del af Serviceforbundet siden 1997, og du har været en del af fagbevægelsen i mindst 28 år. Nu har du haft din sidste arbejdsdag, kontoret er ryddet. Og det skal være dig velundt. Du har om nogen trukket læsset, og du skal vide, at jeg har været rigtig glad for samarbejdet,” sagde John Nielsen fra talerstolen.
Det var en bevæget Finn Johnsen, der gik på talerstolen med sine tasker pakket:
”Jeg er meget stolt over den organisation, vi har fået bygget op, hvor vi har nogle meget dedikerede medarbejdere, der er højt specialiserede på hvert deres område – med nogle ledere for de forskellige afdelinger, der fungerer fantastisk godt på tværs af vores organisation.”
Finn takkede sine kolleger både i ledelsen og i afdelingerne og fagforeningerne, og bad forsamlingen om at passe godt på vores unikke forbund.
Der holdes en afskedsreception for Finn Johnsen den 1. december.
Ny næstforperson
Som ny næstforperson valgte kongressen Dorthe Kallehauge, der kommer fra posten som næstforperson for Urmagerne og Optikernes Fagforening. Hun har i mange år været en aktiv del af hovedbestyrelsen og er kendt for sit stærke fokus på samarbejde, udvikling og faglig stolthed.
Genvalg til John Nielsen
Forbundsformand John Nielsen blev genvalgt for en ny 4-årig periode med klapsalver fra hele salen.



