Laurits Thomas Rasmussen er en mand, der brænder for sit job. Det samme gælder hans TR-hverv.
”Jeg vil godt kunne hjælpe og gøre noget mere for mine kolleger, så vi har et godt arbejdsmiljø og en god arbejdsplads,” fortæller han.
Til daglig affotograferer og kvalitetssikrer han og hans 6 kolleger gamle protokoller og dokumenter, som skal digitaliseres. Så han har fingrene nede i Danmarks fortid. Men som tillidsrepræsentant har han blikket rettet mod nutiden og fremtiden.
”Staten har en aftale om tilskud til skærmbriller. Men vi har behov for, at der er toning i brillerne, fordi vi arbejder under meget kraftige lamper. Det hører ikke ind under aftalen, men det lykkedes at argumentere for behovet og få tilsagn om, at vi fik den nødvendige toning i disse briller.”
Nyansættelser og tillægslønforhandlinger
Tillidsrepræsentanten har også være med inde over nyansættelser, fordi 2 kolleger stoppede.
”Jeg blev inddraget tidligt i forløbet, så jeg har kunnet påvirke stillingsopslaget og udvælgelsen af ansøgere til samtale. Jeg tror, det er vigtigt at være med fra starten, så man har en reel indflydelse,” siger Laurits.
Lønforhandlinger for nogle kolleger har han deltaget i. Og det lykkedes at få forhandlet et engangsbeløb igennem til 2 kolleger. Laurits har også været med til at udarbejde en plan for velkomst af nye kolleger.
Nye projekter
Laurits Thomas Rasmussen har tænkt over, hvad han skal prioritere i efteråret og til næste år. Blandt andet skal han på det grundlæggende TR-kursus, som Serviceforbundet holder.
”Det glæder jeg mig meget til. Jeg prøver at sætte mig ind i så meget som muligt. Men det bliver fedt at få fyldt mere viden på og tale med andre tillidsvalgte om deres arbejdsplads og opgaver.”
”Desuden vil jeg gerne lave noget mere socialt, for eksempel et arrangement uden for arbejdspladsen. Jeg tror, at det sociale er vigtigt for trivslen på arbejdspladsen,” slutter Laurits Thomas Rasmussen.
Om Laurits Thomas Rasmussen
Den nyvalgte tillidsrepræsentant er egentlig uddannet bibliotekar DB og cand.scient.bibl.
I 2018 blev han ansat af Ancestry som ekstern medarbejder i Rigsarkivet til digitalisering, blandt andet af kirkebøger. Her arbejdede han i Rigsarkivet, dels i Viborg, dels i Aabenraa. I 2019 blev han projektansat i Rigsarkivet og fra 2021 fastansat samme sted.
Sammen med kollegerne digitaliserer han Danmarks fortid. Det er typisk projektopgaver, hvor fonde, forskningsinstitutioner og andre eksterne aktører betaler for digitaliseringen. I 2024 er de blevet færdige med at digitalisere gamle skibsjournaler for en historisk periode på 350 år. I 2025 har de afsluttet digitalisering af udvalgte arkivalier om Tranquebar. Men der er masser af opgaver i støbeskeen, i hvert fald frem til 2027-28.