Kort- og Landmålingsteknikernes Forening (KLF) har officielt underskrevet indmeldelsen i Serviceforbundet med virkning fra 1. januar 2027. Beslutningen kommer i en tid, hvor kravene til faglig organisering, overenskomstarbejde og medlemsservice bliver stadig større.
KLF er en partipolitisk uafhængig fagforening, der arbejder for at varetage medlemmernes økonomiske, sociale og faglige interesser. Foreningen organiserer blandt andet kort- og landmålingsteknikere, kortteknikere og elever under uddannelse samt ansatte inden for området. KLF er ligesom Serviceforbundet tilknyttet Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Flere kræfter bag medlemmerne
Formand Jimmy Petersen glæder sig til samarbejdet med Serviceforbundet og udtaler:
”Set i lyset af den nye overenskomst giver det os den fordel, at vi har flere kræfter at trække på, så vi kommer til at stå stærkere fremadrettet.”
Forbundsformand John Nielsen fra Serviceforbundet udtaler:
”Vi glæder os meget til at byde KLF velkommen i Serviceforbundet. KLF repræsenterer en vigtig faggruppe med stærke faglige kompetencer, og vi ser frem til at samarbejde om at skabe de bedst mulige vilkår for medlemmerne. Når KLF bliver en del af Serviceforbundet, styrker vi både fællesskabet og vores samlede gennemslagskraft til gavn for medlemmerne.”
Serviceforbundet vokser til 21 fagforeninger
Med KLF's indtræden bliver Serviceforbundet hjemsted for 21 fagforeninger. Det giver nye muligheder for erfaringsudveksling, fælles interessevaretagelse og styrket politisk gennemslagskraft på tværs af faggrupper.
Samtidig bevarer KLF sin faglige identitet og sit særlige fokus på medlemmernes branche, mens foreningen får adgang til Serviceforbundets organisation, rådgivning og fælles ressourcer.
Om KLF og Serviceforbundet
Info om KLF
Kort- og Landmålingsteknikernes Forening er en partipolitisk uafhængig fagforening, der har som formål at arbejde for at sikre medlemmernes økonomiske, sociale og faglige interesser. Foreningen er tilsluttet FH som hovedorganisation.
Jimmy Petersen
Formand, Kort-og Landmålingsteknikernes Forening
27 13 75 33
klf3@kl-f.dk
Læs mere om KLF
Info om Serviceforbundet
Serviceforbundet har 14.000 medlemmer og er en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Forbundet fungerer i dag som paraplyorganisation for 20 selvstændige fagforeninger. Når KLF bliver en del af Serviceforbundet fra 1. januar 2027, vokser fællesskabet til i alt 21 fagforeninger.
John Nielsen
Forbundsformand, Serviceforbundet
35 47 38 15
jni@forbundet.dk



