Vækkeuret ringer, halsen kradser, og næsen løber. Du skal på arbejde, men er du for syg til at tage afsted?
Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at du bliver hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom. Det hjælper med at begrænse smitten på arbejdspladsen.
Hvornår bør du blive hjemme?
Feber, tiltagende hoste, ondt i halsen og ømhed i kroppen kan være tegn på smitsom sygdom. Det samme gælder opkast og diarré. Vurder også, hvordan du samlet set har det.
Hvis næsen bare løber, og du ellers føler dig frisk, er der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke grund til at blive hjemme. Det samme gælder, hvis din løbenæse eller hoste skyldes kendt allergi eller astma.
Vær særligt opmærksom på at undgå smitte, hvis du er tæt på personer med nedsat immunforsvar eller ældre, som kan være mere sårbare over for infektioner.
Corona er fortsat en af de luftvejsinfektioner, du kan blive ramt af. Har du symptomer og føler dig syg, er anbefalingen at blive hjemme, til du er rask igen.
Sådan mindsker du smitten på jobbet
Gode vaner kan hjælpe med at begrænse smitten:
Host og nys i ærmet.
Luft ud, og sørg for god ventilation.
Gør rent på overflader, som mange rører ved, blandt andet dørhåndtag og kontakter.
Vask hænder grundigt med vand og sæbe, blandt andet efter toiletbesøg, før du spiser, og når du har pudset næse.
Husk tommelfingrene, fingerspidserne og mellemrummene mellem fingrene.
Brug håndsprit, hvis du ikke har adgang til vand og sæbe. Er hænderne synligt snavsede, skal de vaskes.
Husk at melde dig syg
Er du syg, skal du give din arbejdsgiver besked hurtigst muligt og følge arbejdspladsens regler for sygemelding.
Efter reglerne om sygedagpenge er fristen som udgangspunkt senest 2 timer efter arbejdstidens begyndelse. Arbejdspladsen kan dog have fastsat en anden frist, så tjek, hvad der gælder hos jer.
Er du i tvivl om dine rettigheder under sygdom, kan du kontakte din fagforening. Du kan også finde hjælp på Serviceforbundets hjemmeside
Du kan blive vaccineret mod influenza
En vaccination mod influenza mindsker risikoen for et alvorligt sygdomsforløb. Er du 65 år eller derover, er vaccinationen gratis. Tilbuddet gælder også bestemte grupper under 65 år, blandt andet personer med visse kroniske sygdomme og gravide i 2. og 3. trimester.
Det gratis vaccinationstilbud løber som regel fra den 1. oktober til omkring den 20. december.
Er du omfattet, kan du bestille tid på vacciner.dk
Se, hvem der er omfattet, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
