Sådan fik vi en strejkekasse

Kommer I med i Serviceforbundet, får I en strejkekasse fra dag 1 plus mange andre fordele.

Ingen fagforening skal frygte strejke eller lockout. Men mange mindre fagforeninger har ingen eller en meget lille strejkekasse. Det ændrer sig, når I er medlem af Serviceforbundet.

John Lykkedal er formand for FAKK, Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte, der blev medlem af Serviceforbundet 1. januar 2020. Et par år tidligere blev det med strejkekassen pludselig meget aktuelt:   

”Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 var vi tæt på at komme ud i en konflikt, og vi blev smerteligt bevidste om, at vi faktisk ikke havde de nødvendige midler til at presse arbejdsgiverne. Skulle vi strejke, ville vores økonomi kun holde i få dage. Derfor ledte vi efter et fællesskab, som passede til os. Vi valgte Serviceforbundet, fordi vi her kunne bevare vores selvstændighed og fortsat have den direkte kontakt til medlemmerne, forhandle løn og overenskomst og føre politik.” 

”Samtidig nyder vi godt af fællesskabet med hjælp fra blandt andet socialrådgivere, advokater og administration. Vi betaler ikke særlig meget til den fælles strejkekasse, som gør os mere modstandsdygtige, hvis vi skulle komme tæt på en konflikt. I vore dage er konflikter sjældne, blandt andet fordi strejke og lockout er ødelæggende for begge parter. Men vi står helt sikkert stærkere overfor arbejdsgiverne med en solid strejkekasse i ryggen.”

Hvad betyder det at have en fælles strejkekasse?

Serviceforbundet har en fælles strejkekasse, som nye fagforeninger træder ind i fra dag 1.

Hvem godkender konflikter?

Fagforeningerne bestemmer selv, om de vil gå i konflikt. De behøver ikke at spørge Hovedbestyrelsen om lov.

Hvis en fagforening vil gå i konflikt og have forbundets politiske støtte samt konfliktunderstøttelse fra strejkekassen, så er Serviceforbundets hovedbestyrelse nødt til at sikre sig, at konflikten er lovlig.

Forretningsudvalget (FU) godkender de facto altid lovlige konflikter, som kan give anledning til udbetaling fra den fælles strejkekasse.

Serviceforbundet kan ikke udbetale strejkeunderstøttelse til ulovlige konflikter, da det er i strid med de fagretslige regler. Hvis Serviceforbundets hovedbestyrelse skulle støtte en ulovlig konflikt, ville Arbejdsretten idømme Serviceforbundet en bod, som formentlig ville være i millionklassen.

Hvis en konflikt er lovlig, og fagforeningen ønsker det, vil Hovedbestyrelsen åbne strejkekassen samt anmode FH og de øvrige medlemsorganisationer om sympatistøtte.

Kan man blive pålagt sympatikonflikt?

En fagforening kan ikke blive pålagt sympatikonflikt, men relevante overenskomstområder kan blive anmodet om sympatikonflikt.

Det er da op til fagforeningen, som ejer overenskomsten, at beslutte, om man vil støtte op om sympatikonflikten.

En sympatikonflikt kan aldrig omfatte medlemmer, som ikke er dækket af en overenskomst.

Hvad får I som fagforening ud af at være med i Serviceforbundet?

Medlemmerne er primært medlem af deres fagforening, som er den primære faglige sparringspartner.

Men Serviceforbundet giver fagforeningerne mulighed for at give en meget bedre service som en del af et stærkt fagligt fællesskab.

Serviceforbundet giver adgang til

  • fagretslige eksperter, som kan rådgive og føre faglige sager
  • advokater, som klarer det juridiske område
  • socialrådgivere, som hjælper med arbejdsskader og kontakt med kommunen om sygdom
  • branchepolitisk hjælp ved kontakt til politikere og medier
  • medlemsafdeling, der hjælper med indmeldelser, udmeldelser og kontingent
  • fælles strejkekasse, som alle fagforeningerne er en del af fra første dag
  • et fælles bogholderi
  • en fælles HR-afdeling
  • fælles it-systemer – medlemssystem, sagsstyringssystem og mail
  • fælles kommunikationsafdeling, som rådgiver og hjælper med nyhedsbreve og hjemmesider
  • kurser for tillidsvalgte via FIU-systemet

Her er nogle af jeres fordele i Serviceforbundet

Ud over strejkekassen er der mange andre fordele ved at være medlem af Serviceforbundet. 

”I Serviceforbundet beholder I jeres selvstændighed, identitet, direkte kontakt med medlemmerne, overenskomst og formue. Og I kan forlade forbundet igen, hvis I ønsker det. Dermed har vi en helt unik struktur, som passer godt til mindre og mellemstore

Fagforeninger. I kan give medlemmerne en meget bedre service, fordi I er en del af et stærkt fagligt fællesskab,” forklarer John Nielsen, formand for Serviceforbundet.

18 fagforeninger i et fællesskab

Der er i øjeblikket 18 fagforeninger i Serviceforbundet. De repræsenterer tilsammen omkring 14.000 medlemmer. 

Malene Brendorp Meyer er formand for Veterinærsygeplejerskernes Fagforening, der har omkring 1.000 medlemmer. Hun siger: 

”Vi har langt større pondus end antallet af medlemmer berettiger til. Serviceforbundet er en moderne organisation. I mine øjne er det den helt rigtige måde at være fagforening på. Det er en styrke, at det er branchenært, der er branchekendskab og branchefællesskab. Vi er en del af Serviceforbundet, og Serviceforbundet er en del af FH."

Peter Jørgensen, formand for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening (VSL) supplerer:

”Hvis man ser på vores dagligdag, så går den med at servicere vores medlemmer. Når vi har serviceret medlemmerne og har brug for hjælp, så er det Serviceforbundet, der hjælper på alle parametre. Vi skal ikke tænke på jurister eller advokater.”

Jeres medlemmer får mange kontante fordele

→ Alka: Gruppeliv, fritidsulykkesforsikring og rabat på forsikringer

→ 3 måneders gratis fritidsulykkesforsikring ved indmeldelsen

→ AL-bank: Billige billån

→ PlusKort: Medlemskort med rabat i 1.500 butikker og webshops

→ Forbrugsforeningen med rabat i 4.500 butikker og webshops

→ Gratis adgang til Arbejdermuseet

→ Gratis onlinekurser i alt fra sprog til Word og sociale medier

→ Seniorklubber og medlemskab af Faglige Seniorer

Fakta om Serviceforbundet

  • Antal medlemmer: 14.000
  • Antal fagforeninger: 18
  • Stiftet: 1911
  • Antal medarbejdere: 30
  • Næste kongres: 2025
  • Kontakt til formand for Serviceforbundet John Nielsen: 22 72 87 54.