15. apr. 2021

Leif fik smadret ryggen: Seniorpension giver ro på livet

Han var egentlig slet ikke klart til at stoppe på arbejdsmarkedet. Men da ryggen ikke kunne mere, var han glad for at få Serviceforbundets hjælp til at få seniorpension.

Social
Billede til nyheden Leif fik smadret ryggen: Seniorpension giver ro på livet
Leif er glad for at have fået seniorpension. Det giver ham overskud til at være der for andre. Foto: Privat

- Jeg fik valget mellem en operation eller smerter resten af livet. Men operationen gav 50 procent risiko for, at jeg ville ende i kørestol, og så var valget egentlig ikke så svært, siger 65-årige Leif Lüthje fra Dragør.

Efter 3 diskusprolapser i ryggen har han konstante smerter. Han har allerede været igennem 2 store operationer, men de har ikke hjulpet ham, og risikoen for at skulle tilbringe resten af sine dage i kørestol efter endnu en tur på operationsbordet er for høj at tage.

- Jeg er kun 65 og har brug for at være i gang. Jeg kan ikke se mig selv sidde i en kørestol, siger han.

Der kommer en regning

Leif fik den første diskusprolaps, da han arbejdede på byggelegeplads og ville flytte en tung træstolpe. Senere fik han en endnu en, da den første operation ikke holdt. Den tredje kom, da han arbejdede som vicevært og trådte forkert på vej op ad en trappe.

Han træner hver dag og går til ryggymnastik 2 gange om ugen. Det holder smerterne lidt nede, men selvom han tager smertestillende medicin hver dag, er det ikke nok til at gøre ham smertefri. Det meste af ryggen er ødelagt, og den mindste overanstrengelse koster ham flere dage i sengen.

- Jeg er så heldig at have et barnebarn på 4, som jeg passer hver uge. Hvis jeg sidder på gulvet og leger med ham, så skal jeg ligge i sengen i 2 dage efter. Der kommer en regning, men det vil jeg hellere have end at tilbringe resten af livet i en kørestol.

2 timer om ugen

Leif har været i arbejdsprøvning 2 gange på det samme plejehjem, hvor han havde små opgaver som at servere saftevand for beboerne. Kommunen mente, at han skulle klare 20 timer, men han kom aldrig op på mere end 2 timer om ugen. Da hans sagsbehandler ville sende ham på endnu en arbejdsprøvning i en kiosk, sagde Leif stop.

- Jeg kunne dårligt stå op på det tidspunkt, og det var til grin, at de ville fortsætte med at arbejdsprøve mig. Der burde man som sagsbehandler kunne sige sig selv, at det skulle stoppe, mener Leif.

Han kunne ikke holde ud at være i et system, der hele tiden truede ham med at tage forsørgelsen fra ham. Så han besluttede sig for at melde sig helt ud af systemet.

Reddet i sidste øjeblik

Netop som Leif var ved at opgive alt, skete der noget, der vendte hans situation. Han blev nemlig fyret efter lang tids sygemelding og dermed kom Serviceforbundet på banen.

- Jobcenteret havde stoppet mine sygedagpenge, fordi jeg nægtede at gå i endnu en arbejdsprøvning. Så vi levede af min kones løn. Hun gør rent, og det bliver man jo ikke rig af, så det var ikke let at få det til at hænge sammen. Men da Torben (Serviceforbundets socialrådgiver red.) kom ind over, skete der ting og sager.

Leif fik hjælp til at kende sine rettigheder, og med faglig støtte ved sin side gik der ikke længe, før han fik tilkendt seniorpension.

- Godt, jeg havde en god fagforening. Torben var guld værd, for det var helt tydeligt, at han ved, hvad han snakker om, og så kunne de høje herrer og damer jo godt se, at ham kunne de ikke løbe om hjerner med, siger Leif.

Det tog tid at acceptere

Nu hvor Leif har fået seniorpension er der kommet ro på livet. For når han ikke skal bekymre sig så meget om økonomien, får han mere overskud til at få noget ud af livet. Efterhånden har han accepteret, at han skal leve sit liv med smerter, men det har taget næsten 2 år at kommer dertil.

- Jeg havde meget svært ved at acceptere, at jeg ikke længere kunne være på arbejdsmarkedet. I starten følte jeg mig ubrugelig. Jeg var for eksempel vant til at bære varerne for min kone, når vi var ude at handle. Pludselig kunne jeg ikke bære noget længere. Jeg var sikker på, at folk tænkte, jeg var en kæmpe egoist, når de så mig komme der med en pakke toiletpapir, mens min kone bar de tunge poser. Det var ikke rart.

Senere er Leif blevet frivillig cykelpilot i ”Cykling uden alder”, hvor han kører ture med plejehjemsbeboere i en ladcykel. Det giver livet meningsfyldt indhold og mulighed for at have værdi for andre.

- Jeg kører med en på 106-årig i øjeblikket. Vi kører en tur 2 gange om ugen i Dragør og omegn. Så får vi en kop kakao eller en sodavand. Det giver både motion og mening i livet, for man opdager jo, at man ikke er ubrugelig, når man kan cykle rundt med de ældre og gøre dem glade.

Seniorpension

Seniorpension er for personer, der er tæt på pensionsalderen, som har en nedsat arbejdsevne på grund af nedslidning, sygdom eller ulykke. Hvis din læge vurderer, at din arbejdsevne er nedsat, kan du søge seniorpension. Det er din kommune, der skal tilkende pensionen.

For at få seniorpension, skal du:

  1. Højst have 6 år til folkepensionsalder
  2. Have sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse
  3. Have varigt nedsat arbejdsevne, så du højst kan arbejde 15 timer om ugen i forhold til dit sidste job.

Læs mere i Seniorhåndbogen eller på borger.dk, og kontakt din kommune, hvis du ønsker at søge seniorpension.

Hvad er seniorpension?

Seniorpension er en ordning, som kan søges af seniorer, som af helbredsmæssige årsager ikke længere kan arbejde. Du skal altså være syg eller nedslidt for at få seniorpension.

Er du nedslidt med højst 6 år til din folkepensionsalder, kan du søge seniorpension.  

Din fagforening og Serviceforbundets socialrådgiver kan hjælpe dig med at søge.

Betingelserne for at få seniorpension:

  • Du skal have højst 6 år til din folkepensionsalder.
  • Du skal have en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet på 20-25 år.
  • Du skal have nedsat arbejdsevne og vurderes til maksimalt at kunne arbejde 15 timer om ugen.
  • Din arbejdsevne skal vurderes på grundlag af dine helbredsmæssige oplysninger og i forhold til dit seneste job.

Du skal ikke gennem arbejdsprøvning eller andre indsatser. Det betyder, at du ikke kan blive henvist til andre typer job. Er du for eksempel frisør, som ikke kan arbejde mindst 15 timer om ugen som frisør, kan du ikke blive henvist til et job i en butik.

Du skal vurderes af din egen læge. 

Hvordan søger man seniorpension?

Du søger om seniorpension på borger.dk.

Din ansøgning bliver behandlet af Seniorpension hos ATP. Seniorpension er en central enhed, som behandler og træffer afgørelser i ansøgninger fra hele landet.

Seniorpension samarbejder med din kommune om at indhente oplysninger om din tilknytning til arbejdsmarkedet og om din arbejdsevne i dit seneste job.

Der må højst gå 6 måneder, fra Seniorpension får din ansøgning, til du få svar. Du har ret til at deltage i behandlingen af din sag ved telefonisk eller skriftlig kontakt.

Din fagforening og Serviceforbundets socialrådgiver kan hjælpe dig med at søge.

Hvor meget kan man få på seniorpension?

Det beløb, du får i seniorpensionen, svarer til satserne for førtidspension.

Beløbet er skattepligtigt og til en vis grad afhængigt af eventuel anden indtægt.

Enlige: 20.370 kroner om måneden (2024)

Gifte og samlevende: 17.315 kroner om måneden (2024)

Fra 1. januar 2023 bliver din partners indtægt ikke modregnet i din seniorpension.

Må man arbejde, når man er på seniorpension?

Du må arbejde op til 15 timer om ugen. 

Du må højst tjene, hvad der svarer til cirka 19.375 kroner om måneden over en 3 måneders periode. (232.500 kroner årligt i 2024).

Indtægt fra dit arbejde indgår ved beregning af din seniorpension.

Hvis du arbejder mere, kan din pension gøres hvilende.

Forsvinder seniorpension?

Regeringen har opgivet planen om at nedlægge seniorpensionen og erstatte den af Arne-Plus. Både seniorpension og reglerne for Tidlig Pension (Arne-pension) fortsætter som hidtil. 

Relaterede nyheder