15. aug. 2022

Kan jeg nå at bruge alt min ferie inden årets udgang?

Hører du til dem, der har sparet lidt på ferien? Så skal du se på din ferieopgørelse og gå i gang med at planlægge, hvordan du vil afvikle din ferie resten af året.

Faglig
Billede til nyheden Kan jeg nå at bruge alt min ferie inden årets udgang?
Måske er der overskud i ferieregnskabet til ekstra meget hygge i efteråret. Foto: Shutterstock
Den nye ferielov har et par år på bagen, men den er stadig svær for mange. Måske er det især forvirrende, at optjeningsperioden og afholdelsesperioden ikke er ens.

Du optjener ferie fra 1. september til 31. august året efter, altså 12 måneder. Du afvikler ferie fra 1. september til 31. december året efter, altså 16 måneder.

Princippet er, at den ferie, du har optjent fra 1. september 2021 til 31. august 2022 kan holdes frem til 31. december i år. Du har med andre ord 4 måneder mere til at få afviklet ferie i.

Du kan godt overføre ferie, og du kan også skylde ferie
Gå ikke i panik, hvis du på dit ferieregnskab kan se, at du har en masse ferie til gode. Ferieloven giver mulighed for, at du aftaler med din arbejdsgiver, at du overfører en uges ferie, som du kan holde efter 31. december i år eller få udbetalt værdien af de 5 dage.

Men vær opmærksom på, at din arbejdsgiver ikke er forpligtet til at lade dig overføre en uges ferie. Din arbejdsgiver kan forlange, at du holder 5 ugers ferie i ferieafholdelsesperioden.

Hvis du har det, der kaldes en feriehindring, for eksempel sygdom og barsel, kan du lave en aftale med din arbejdsgiver om at overføre endnu mere ferie. Se mere om gyldige feriehindringer på borger.dk

Og hvis du har brændt en masse ferie af her i sommer og trænger til lidt mere i efteråret uden at have sparet op til det, så giver den nye ferielov mulighed for, at du kan aftale med din arbejdsgiver at holde ferie på forskud, altså at bruge af den ferie, du endnu ikke har opsparet.

Du kan risikere at miste ferie
Du risikerer at miste din ferie, hvis du ikke holder den inden for ferieperioden. Er du feriehindret – altså har en gyldig grund som for eksempel sygdom eller barsel, bliver din ferie overført til næste ferieafholdelsesperiode.

Du kan som tidligere nævnt overføre en uge efter aftale med din arbejdsgiver. Men Ferieloven giver ikke mulighed for, at du kan overføre mere ferie. Dermed risikerer du at miste ferie. Så er du i den situation, at det ikke passer dig at bruge din ferie i ferieafholdelsesperioden, skal du tale med din arbejdsgiver og høre, om I kan finde en løsning.

En del ferieregler er bestemt af overenskomsten
Det er slet ikke alt om ferie, der står i Ferieloven. Mange af ferierettighederne er nemlig en del af din overenskomst – og dermed IKKE en del af Ferieloven.

Det gælder for eksempel feriefridage, som også kaldes den 6. ferieuge. Feriefridage er ikke en del af Ferieloven, og reglerne for dem står derfor i overenskomsten. Dermed er det heller ikke alle, der har feriefridage. Det afhænger af din overenskomst.

Kontakt din tillidsrepræsentant eller fagforening for at høre mere om, hvad der gælder for dig i henhold til overenskomsten.

5 ting du skal vide om Ferieloven

  • Ret til 25 dage: Ferieloven sikrer ret til 25 dages betalt ferie om året, det vil sige præcis det samme som før. Det svarer til, at man optjener 2,08 feriedage om måneden (eller 0,07 feriedag pr. dag) – uanset om du arbejder deltid eller fuld tid.
  • Optjeningsåret: De 25 feriedage optjenes på et år, der går fra 1. september til 31. august. (Det gamle ferieår gik fra 1. maj til 30. april).
  • Samtidighedsferie: Med Ferieloven kan lønmodtagerne afholde ferie inden for samme år, som den optjenes, det vil sige fra 1. september til 31. august. Afholdelse af ferien kan dog udstrækkes helt til årets udgang. Det giver reel en periode på 16 mdr., hvor man kan afholde ferie.
  • Forskudsferie: Efter aftale med arbejdsgiveren har man mulighed for at ‘låne’ feriedage til betalt ferie, hvis man endnu ikke har optjent tilstrækkeligt med feriedage på det tidspunkt, man vil holde ferie.
  • Overførsel af ferie: Ferie, som ikke er afholdt, kan overføres til næste ferieår efter aftale med arbejdsgiveren.

Kilde: FH

Hvor meget ferie optjener jeg?

Du optjener ret til fem ugers ferie om året. Det svarer til 2,08 dag pr. måned.

Optjeningsperioden er 12 måneder. Ferieafholdelsesperioden er 16 måneder.

Hvornår optjener jeg ferie?

Du optjener ferie i perioden mellem 1. september til 31. august. Optjeningsåret er på 12 måneder.

Hvornår skal min ferie holdes?

Hele din ferie optjenes over 12 måneder - fra 1. september til 31. august året efter. 

Ferieafholdelsesperioden er 16 måneder - løbende fra den 1. september til den 31. december i det efterfølgende år.

Hvad er reglerne for varsling af ferie?

Din arbejdsgiver skal varsle din hovedferie med mindst 3 måneders varsel. Restferie skal varsles med mindst 1 måneds varsel.

Hovedferien er 3 sammenhængende ugers ferie, som du som udgangspunkt har ret til at holde i perioden fra 1. maj til 30. september.

Din arbejdsgiver skal så vidt muligt tage hensyn til dine ønsker, når ferien planlægges. Hvis I ikke kan blive enige, er det i sidste ende arbejdsgiver, der bestemmer, hvornår ferien skal holdes, hvis varslerne bliver overholdt.

Kan jeg holde ferie på forskud?

Med den nye ferielov har du mulighed for at holde ferie på forskud, hvis du kan aftale det med din arbejdsgiver. Du kan altså holde ferie, inden du har optjent den, hvis I er enige om det.

Stopper du hos din arbejdsgiver, inden du får optjent ferien, kan din arbejdsgiver modregne fridagene i din tilgodehavende løn.

Kan jeg få overført ferie til næste ferieafholdelsesperiode?

Du kan aftale med din arbejdsgiver, at ferie ud over 4 uger bliver overført til næste ferieafholdelsesperiode. Det vil typisk være den 5. ferieuge.

Aftalen skal være skriftlig og være på plads senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden.

De første 4 ugers ferie kan som udgangspunkt ikke overføres efter aftale. De kan dog overføres, hvis du har været forhindret i at holde ferien, for eksempel på grund af sygdom eller barsel.

Der kan være særlige regler i overenskomsten. Derfor anbefaler vi, at du kontakter fagforeningen på telefon 70 15 04 00. Vores eksperter kan rådgive dig om, hvordan du bedst kan få overført din ferie.

Kan jeg blive fyret, når jeg holder ferie?

Du kan godt blive opsagt, selvom du holder ferie.

Din arbejdsgiver skal kunne bevise, at du har modtaget din opsigelse, selvom du er bortrejst på ferie.

Vi anbefaler altid, at du kontakter fagforeningen, hvis du bliver opsagt. Telefon 70 15 04 00. 

OBS: Er du ansat under frisør- og wellnessoverenskomsterne og de tilhørende tiltrædelsesoverenskomster, kan du ikke opsiges i din ferie.

Kan jeg få feriepenge udbetalt uden at holde ferie?

I nogle situationer kan du få feriepenge udbetalt uden at holde ferie. Det gælder blandt andet ferie ud over 4 uger, ferie fra et tidligere arbejde eller ferie, du ikke har kunnet holde på grund af en feriehindring, for eksempel længerevarende sygdom eller barsel.

Hvis du har ferie ud over 4 uger, kan ferien som udgangspunkt udbetales efter ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december. Udbetalingen sker normalt senest den 31. marts.

Hvis du har ferie med løn, skal du kontakte din arbejdsgiver om udbetalingen. Har du feriepenge hos FerieKonto eller en feriekasse, kan du som regel bestille dem digitalt.

Reglerne afhænger af din situation. Det kan for eksempel have betydning, om du har fået offentlige ydelser, om du er fratrådt, eller om ferien ikke kunne holdes på grund af en feriehindring.

Hvis du ønsker at få dine feriepenge udbetalt uden at holde ferie, anbefaler vi, at du kontakter fagforeningen på telefon 70 15 04 00. Vores eksperter kan rådgive dig om dine muligheder.

Hvor meget skal jeg have i feriepenge?

Hvis du får feriepenge i stedet for løn under ferie, optjener du feriegodtgørelse på 12,5 procent af din ferieberettigede løn.

Hvis du normalt får løn under ferie, får du din sædvanlige løn, når du holder ferie. Derudover har du ret til ferietillæg på mindst 1 procent af din ferieberettigede løn, medmindre du har en bedre aftale eller overenskomst.

På borger.dk kan du se, hvor mange feriepenge, du har optjent

Har jeg ret til ferie med løn?

Mange medlemmer har ret til løn under ferie. Det betyder, at du får din sædvanlige løn, mens du holder ferie.

Hvis du er ansat månedsvis eller for længere tid og har ret til fuld løn på søgnehelligdage og sygedage, har du som udgangspunkt ret til løn under ferie.

Derudover har du ret til et ferietillæg på mindst 1 procent af din ferieberettigede løn, medmindre du har en bedre aftale eller overenskomst.

Ferietillægget bliver enten udbetalt, når du holder ferie, eller sammen med lønnen i maj og august.

Hvornår skal jeg holde min hovedferie?

Din hovedferie består af 3 sammenhængende ugers ferie. Den har du ret til at holde mellem 1. maj og 30. september.

Din arbejdsgiver kan ikke forlange, at du splitter din hovedferie op. Du har ret til 3 uger i træk.  Hvis I er enige om det, kan din hovedferie deles op, så du kun holder 10 dage i træk. De sidste 5 dage kan du holde efter 30. september.

Hvis du og din arbejdsgiver ikke kan blive enige om, hvornår du skal holde din ferie, kan din arbejdsgiver bestemme, hvornår du skal holde ferie. Arbejdsgiveren skal dog varsle dig 3 måneder før, du bliver bedt om at holde din hovedferie.

Kan jeg selv bestemme, hvornår jeg vil holde ferie?

Hovedferien skal varsles 3 måneder i forvejen. Du har ret til 3 ugers sammenhængende ferie mellem 1. maj og 30. september.

Resten af ferien skal varsles 1 måned i forvejen. Restferien kan placeres både før og efter hovedferien. Du har ret til at holde mindst 5 dage i træk. Du kan aftale med din arbejdsgiver, at dagene holdes enkeltvis.

Min arbejdsplads holder ferielukket, hvad betyder det for mig?

Hvis din arbejdsplads holder ferielukket, kan din arbejdsgiver varsle, at du skal holde ferie i lukkeperioden. Varslet afhænger af, om der er tale om hovedferie eller restferie.

Hovedferie skal varsles med mindst 3 måneder, mens restferie skal varsles med mindst 1 måned. Det gælder for eksempel ved lukning mellem jul og nytår.

Hvis arbejdsgiver på forhånd ved, at virksomheden holder ferielukket, skal arbejdsgiver så vidt muligt sikre, at du har ferie nok tilbage til lukkeperioden.

Har du ikke optjent eller gemt nok ferie, kan det få betydning for, om du skal holde ferie på forskud, holde fri uden løn eller have løn under lukningen. Det afhænger af den konkrete situation og eventuelle regler i din overenskomst eller ansættelsesaftale.

Skal jeg have mine feriepenge udbetalt, når jeg stopper på mit arbejde?

Når du stopper på dit arbejde, skal din arbejdsgiver afregne feriepenge for den ferie, du har optjent, men endnu ikke holdt.

Feriepengene udgør 12,5 procent af din ferieberettigede løn. Pengene bliver typisk indberettet til FerieKonto, en feriekasse eller en anden feriegarantiordning.

Du kan se og bestille dine feriepenge digitalt, når de er blevet indberettet. Hvis du ikke kan se dine feriepenge, skal du kontakte din tidligere arbejdsgiver.

Må jeg rejse, når jeg er sygemeldt?

Du skal være opmærksom på, at ferie og sygdom er to forskellige ting.

Hvis du er sygemeldt og ønsker at rejse, bør du altid afklare det med din arbejdsgiver og eventuelt kommunen eller jobcentret, før du rejser. Det er især vigtigt, hvis du modtager sygedagpenge eller er i et opfølgningsforløb.

En rejse må ikke forsinke din helbredelse eller være i strid med de aftaler, der er lavet om dit sygefravær. Kommunen kan også afvise ferie under sygdom, hvis ferien ikke passer ind i opfølgningsforløbet.

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg før min ferie?

Er du syg, når din ferie begynder, kan din arbejdsgiver ikke kræve, at du holder ferie. Du skal melde dig syg hurtigst muligt og følge arbejdspladsens almindelige regler for sygemelding.

Bliver du rask, inden den planlagte ferie slutter, skal du straks melde dig rask og fortælle din arbejdsgiver, om du vil holde resten af den planlagte ferie eller møde på arbejde.

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg under min ferie?

Du skal melde dig syg til din arbejdsgiver hurtigst muligt og følge arbejdspladsens regler for sygemelding.

Har du været ansat hos din arbejdsgiver i hele ferieåret, får du normalt ikke erstatningsferie for de første 5 sygedage under ferie. Du skal dog melde dig syg allerede fra den første sygedag – du må ikke vente, til de 5 dage er gået.

Du skal også have en lægeerklæring eller anden lægelig dokumentation gældende fra den første sygedag. Det gælder også de sygedage, du ikke får erstatningsferie for, og hvis du bliver syg i udlandet. Som udgangspunkt skal du selv betale for dokumentationen.

Har du ikke været ansat hele ferieåret, bliver antallet af sygedage, du ikke kan få erstattet, beregnet forholdsmæssigt.

Bliver du rask, inden ferien slutter, skal du straks melde dig rask og fortælle din arbejdsgiver, om du vil holde resten af den planlagte ferie eller møde på arbejde. Du har ikke krav på at holde erstatningsferien umiddelbart efter din raskmelding.

Relaterede nyheder