01. nov. 2024

Velkommen til Danske Bandagister

Den 1. november 2024 kom Danske Bandagister ind under paraplyen af selvstændige fagforeninger i Serviceforbundet.

Politik
Billede til nyheden Velkommen til Danske Bandagister
Danske Bandagister er blevet en del af Serviceforbundet.

Foreningen Danske Bandagister blev startet i 1996. Foreningen har været opbygget som en paraplyorganisation bestående af 2 fraktioner: Fraktionen af Lønmodtagere og Danske Bandagistvirksomheder.

Det er fraktionen af lønmodtagere, der nu bliver en selvstændig fagforening i Serviceforbundet. Danske Bandagister optager alle bandagister, som er ansat i et lønmodtagerforhold, samt turnusbandagister og studerende.

Danske Bandagister varetager medlemmers interesser overfor arbejdsgivere og myndigheder. Det kan være ansættelsesforhold, overenskomstfornyelser eller forskellige stridigheder mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Serviceforbundet styrker Danske Bandagister

Som en del af Serviceforbundet får Danske Bandagister adgang til omfattende support på områder som bogholderi, HR, IT, kommunikation og juridisk bistand, herunder socialrådgivere og andre ressourcer. Fra første dag er der desuden adgang til strejkekassen i tilfælde af lovlige konflikter.

Det giver Danske Bandagister mulighed for i endnu højere grad at fokusere på det faglige arbejde og på at varetage medlemmernes interesser.

”Vi er overbeviste om, at Danske Bandagister vil stå endnu stærkere fremover. Serviceforbundets struktur giver mindre fagforeninger mulighed for at trække på styrken i et fællesskab, samtidig med at de bevarer deres selvstændighed og egne overenskomster. På den måde undgår man at blive en del af en større fusion,” siger John Hatting, næstformand for Serviceforbundet.

17 fagforeninger i fællesskabet

I år har Serviceforbundet ud over Danske Bandagister også budt Søfartens Ledere og Viften velkommen, så vi nu er oppe på 17 selvstændige fagforeninger i Serviceforbundet.

Om Danske Bandagister og Serviceforbundet

Om Danske Bandagister

  • Har omkring 60 medlemmer.
  • Fagforening for bandagister i et lønmodtagerforhold, samt turnusbandagister og studerende.
  • Medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation.
  • Formand Daniel Wejse, telefon: 29 93 20 29, mail:  daniel.wejse@gmail.com

Om Serviceforbundet

  • Har omkring 14.000 medlemmer.
  • Paraplyorganisation for 17 selvstændige fagforeninger.
  • Medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation.
  • Formand John Nielsen, telefon: 22 72 87 54, mail: jni@forbundet.dk

Relaterede nyheder