Når der den 13. marts åbnes for årsopgørelsen, har du mulighed for at se, om du har betalt for meget eller for lidt skat i løbet af 2022. Men brug også lige et øjeblik på at tjekke, om alle oplysninger er kommet rigtig med, eller om der mangler noget. SKAT får mange oplysninger automatisk, men der kan være detaljer, du selv skal sørge for at taste ind.
Efter åbningen af årsopgørelsen udbetales overskydende skat fra den 14. april. Sidste år blev der ifølge Skattestyrelsen udbetalt godt 19,9 mia. kr. i overskydende skat og opkrævet knap 8,4 mia. kr. i restskat.
Håndværker- og servicefradrag kan oplyses allerede nu
Det er allerede nu muligt at oplyse udgifter til håndværker- og serviceydelser. Du skal dog være opmærksom på, at der med håndværkerfradraget, der blev afskaffet 1. april 2022, kun gives fradrag for arbejde, der er udført senest 31. marts 2022 og betalt senest 31. maj 2022. Læs mere på skat.dk/håndværkerfradrag