03. nov. 2020

Ole fik seniorpension, da det kneb med helbredet

Ole Pørksens ben var slidt og synet svigtede. Ole fik hjælp af Serviceforbundet til at komme på seniorpension. Nu får han 13.000 kroner udbetalt om måneden.

Social
Billede til nyheden Ole fik seniorpension, da det kneb med helbredet
Seniorpensionen blev en mulighed fra 1. januar 2020, og nu begynder medlemmer af Serviceforbundet at gøre brug af den.

Ole Pørksen er netop gået på seniorpension. For Ole var det ikke et valg, men en mulighed der bød sig, da det blev nødvendigt.

Kroppen sagde fra
Ole Pørksen er oprindeligt uddannet maskinarbejder, har arbejdet mange år i industrien og 16 år som vagt. 

I december 2019 fik Ole konstateret øjensygdommen AMD, der nedsætter synet. På det tidspunkt havde Ole kun 10 procent syn på det højre øje og 65 på det venstre, men en specialist på Sønderborg Sygehus fik Ole ind i en medicinsk behandling, der gradvist øger synsevnen. Dog ikke nok til, at Ole fx ville kunne arbejde ved en PC-skærm.

I foråret 2020 måtte Ole opgive sit arbejde som vægter:

- Benene kunne ikke mere. En vagt går normalt 12 kilometer på en arbejdsdag, så jeg har regnet ud, at jeg formentlig har gået over 50.000 kilometer på arbejdet. Hvis jeg som yngre havde pakket rygsækken og begyndt at gå, kunne jeg have gået rundt om jorden ved ækvator – og lidt til, griner Ole.

Fik gode råd og hjælp i forløbet
Ole oplevede hurtigt, at det er svært at komme i arbejde igen med et dårligt helbred, når man er 64 år og ledig.
Han kontaktede Michael Nielsen fra Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening (VSL) i Århus, der foreslog, at han gik på seniorpension. Michael Nielsen henviste Ole til Torben Krüger, der er socialrådgiver i Serviceforbundet.

Derefter gik det stærkt.

Torben Krüger kontaktede Tønder Kommune, der ringede Ole op og bad ham gå til sin læge og få en lægeerklæring.

- Det var den 9. juni, og jeg blev sygemeldt med det samme og kom på sygedagpenge. Jeg havde slidgigt i fødder, ankler, knæ og hofter, og lægen mente ikke, at jeg kunne arbejde 15 timer om ugen. Og med mine dårlige øjne kunne jeg jo ikke skifte til et arbejde, hvor jeg skulle sidde foran en skærm, fortæller Ole.

Torben Krüger hjalp til hele vejen med udfyldelse af ansøgninger, og i september blev Ole Pørksen bevilget seniorpension fra 1. oktober 2020.  

En advarsel: husk at søge hjælp
Hvis Ole skal give et godt råd til andre, så er det,  at man skal søge hjælp fra starten, for man kan ikke forudse, hvilke problemer, der kan opstå i processen. 

- Der er mange økonomiske forhold, man skal være opmærksom på. For eksempel at man ikke har et lønmodtagerfradrag, når man går fra dagpenge til sygedagpenge. Og at der kan ske fejl i beregningen af ydelsen. Jeg fik således besked fra Udbetaling Danmark om, at jeg kun ville få udbetalt 8.550 kroner på seniorpension, men Udbetaling Danmark fandt ud af, at det var en fejl. 
Nu får jeg udbetalt 13.000 kroner på højeste ydelse. Jeg kan godt få tingene til at hænge sammen, selvom jeg har måttet skære lidt i budgettet.  

- Det er godt, at jeg har fået hjælp. Da jeg blev syg, tænkte jeg først over de økonomiske konsekvenser, da jeg havde fået seniorpension, siger Ole Pørksen. 

Ole Pørksen er i dag meget taknemmelig over for dem, der har hjulpet ham: Torben Krüger fra Serviceforbundet, der sørgede for at sætte gang i processen. Michael Nielsen fra VSL for gode råd. Og lægen og kommunen, der reagerede hurtigt.

Seniorpension

Seniorpension er for personer tæt på pensionsalderen, som har en nedsat arbejdsevne på grund af nedslidning, sygdom eller ulykke. Hvis din læge vurderer, at din arbejdsevne er nedsat, kan du søge seniorpension. Det er din kommune, der skal tilkende pensionen.

For at få seniorpension, skal du:

  1. Højst have 6 år til folkepensionsalder
  2. Have sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse
  3. Have varigt nedsat arbejdsevne, så du højst kan arbejde 15 timer om ugen i forhold til dit sidste job.

Læs mere i Seniorhåndbogen og kontakt din kommune, hvis du ønsker at søge seniorpension.

Se mere

Relaterede nyheder