07. mar. 2022

Ny aftale om seksuel chikane på plads

En ny trepartsaftale, der er indgået mellem bl.a. FH, DA, KL, AC og regeringen, indebærer i alt 16 initiativer, der skal hjælpe i kampen mod seksuel chikane.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Ny aftale om seksuel chikane på plads
Det er oftest unge, som udsættes for seksuel chikane. Foto: Shutterstock.

Virksomheder, der ikke tager sager om seksuel chikane alvorligt, vil fremover blive ramt hårdt på pengepungen. Medarbejdere, der bliver udsat for grov seksuel chikane, vil nemlig modtage en godtgørelse, der er cirka en tredjedel højere end i dag.

Aftalen indeholder bl.a.:

  • Højere bøder til arbejdsgiveren i grove tilfælde.
  • Styrket indsats overfor unge – bl.a. mulighed for at udelukke firmaer fra at have lærlinge og elever ved gentagne tilfælde af seksuel chikane.
  • Arbejdsgivernes ansvar for at stille et arbejdsmiljø uden seksuel chikane til rådighed skrives direkte ind i ligebehandlingsloven.

Vægt på alder og magtforhold
Det er oftest unge, og herunder lærlinge, elever og løst ansatte, som udsættes for seksuel chikane, og derfor vil der fremover blive lagt vægt på, hvor gammel den krænkede part er, hvis der er tale om en af de tre grupper. Det vil også komme til at have betydning, om der har været et magtforhold - fx mellem en medarbejder og en leder.

Derudover kan virksomheder, der har haft sager om seksuel chikane af lærlinge og elever flere gange, blive frataget retten til at oprette lære- og elevpladser. Der vil også blive lavet en fasttrack-ordning, der sørger for hurtig behandling af sager, der involverer unge. 

Arbejdsgiverens ansvar
I bemærkningerne til det oprindelige forslag til ligebehandlingsloven, fremgik en forpligtelse for arbejdsgiver til at sørge for et chikanefrit arbejdsmiljø. Men med den nye aftale bliver den forpligtelse skrevet direkte ind i ligebehandlingsloven, og arbejdsgivers ansvar bliver tydeliggjort.

- Nu gør vi op med det tabu, at nogen oplever skyld og skam, når de udsættes for seksuel chikane. Det er aldrig nogensinde den krænkedes ansvar. Seksuel chikane er udtryk for en syg kultur, der skal stoppes helt på linje med andre overgreb”, siger næstformand for FH, Majbrit Berlau i en pressemeddelelse.

Læs aftalen her

 

Relaterede nyheder