14. nov. 2023

Ulykke under julefrokost: Er det en arbejdsskade?

Nu nærmer tiden sig for julefrokoster. Og hvert år er der nogen, der kommer til skade under frokosten. Men skal det anmeldes som en arbejdsskade?

Billede til nyheden Ulykke under julefrokost: Er det en arbejdsskade?
Alkohol er ofte en del af julefrokosten, og det kan øge risikoen for ulykker. Foto: Shutterstock

Ja, det er som udgangspunkt en arbejdsskade. Men der er nogle afgørende ting, du skal være opmærksom på.

Det er afgørende, hvem der står for julefrokosten
Hvis det er ledelsen, som helt og holdent står for julefrokosten, altså arrangerer og betaler, så hører julefrokosten ind under ledelsens ansvar for de ansattes sikkerhed.

Man må anses for at være på arbejde, selv om man ikke udfører det arbejde, man normalt er ansat til. Og kommer du til skade, vil det derfor være en arbejdsulykke. Det gælder, både hvis julefrokosten holdes på arbejdspladsen eller i lokaler udenfor arbejdspladsen.

Når arbejdsgiveren arrangerer noget for de ansatte til at fremme trivslen og arbejdsmiljøet, er de ansatte omfattet af reglerne for sikkerhed.

Hvis ledelsen uddelegerer arrangementet
På nogle arbejdspladser bliver der nedsat et juleudvalg, som planlægger julefrokosten. Hvis arbejdsgiveren betaler hele eller det meste af julefrokosten, vil det som udgangspunkt også være arbejdsgiveren, der har ansvaret for sikkerheden.

Dermed vil en ulykke under julefrokosten kunne betragtes som en arbejdsskade. Men grænsen kan være flydende i disse tilfælde.

Hvis personaleforeningen holder julefrokosten
Hvis det er de ansatte selv eller personaleforeningen, der arrangerer og betaler julefrokosten, så er det ikke sikkert, at en ulykke under julefrokosten kan betragtes som en arbejdsulykke, især hvis ledelsen ikke deltager i frokosten.

Ledelsen kan hævde, at medarbejderne i disse tilfælde ikke er på arbejde.

Anmeld altid skaden og kontakt fagforeningen
Det er vigtigt altid at anmelde skaden til din arbejdsgivers forsikringsselskab eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, også selv om I er i tvivl om, det er en arbejdsskade.

Kontakt din arbejdsmiljørepræsentant eller fagforening, hvis du eller din kollega kommer ud for en ulykke under en julefrokost, så du kan få den rette hjælp og rådgivning om, hvad I skal gøre.

Og husk, at en arbejdsskade også kan være chikane i en eller anden form fra en chef eller en kollega under julefrokosten. Det kan for eksempel være en uønsket seksuel berøring eller bemærkning.

Hellere anmelde en gang for meget
Serviceforbundets socialrådgiver Alan Winther Nielsen understreger, at det er vigtigt at anmelde ulykken som en arbejdsskade.

”Hvis du kommer til skade til julefrokosten, skal det anmeldes som en arbejdsskade. Og hellere anmelde en skade for meget end en for lidt. Tal med din arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant om det, eller ring til din fagforening eller forbundets socialrådgiver, hvis det giver problemer.”

”Bemærk i øvrigt, at når det officielle arrangement er slut, gælder arbejdsskadeforsikringen ikke mere. Brækker du for eksempel benet i taxaen ude foran din bopæl, vil skaden således ikke blive dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring,” siger Alan Winther Nielsen.

Relaterede nyheder